| Fra knogle til iPhone 5 på 6 timer - vi har opfundet tidsmaskinen! |
| Skrevet af Christian Vester Nielsen | ||
| Fredag, 12. august 2011 12:15 | ||
|
Det tager 6 timer at køre fra Turula, i det afsides Mali, til den verdensforbundet hovedstad, Bamako – altså den samme tid som det umiddelbart tager at køre fra Skagen til København. Den store forskel er blot, at rejsen fra Turula til Bamako er en rejse over 1000 år. Altså 1000 år på 6 timer – hvem havde dog troet, at en halvslidt Toyota Landcruiser 4X4 også var en tidsmaskine?! Turen fra Turula til Bamako er en tur fra ”village-leader” til Præsident, fra ild med to sten til neonlys, fra stentavler til bærbar computer og fra landsbysamling til facebook og ”Skype conference call”. Det er ikke blot en rejse gennem tid, men også gennem udvikling. TurulaI Turula lever man efter oldtidens kunst og regler – den ældste i byen bestemmer og alle besøgende skal udvise respekt bl.a. via gaver, for herefter at blive accepteret og have fri adgang til landsbyen. Måske er man så heldig, at landsbyoverhovedet sætter så stor pris på ens besøg, at han ligefrem returnerer respekten med en gave (i vores tilfælde en hane). Det er en stor ære, og man kan efterfølgende forlade landsbyen med ro i sindet om, at man trods sine anderledes værdier og væremåde ikke har trådt nogen over tæerne. På vejen tilbage, via de ikke eksisterende veje, kommer man så til Tominian, distriktets hovedkarter. Her er både delvis elektricitet, kummefryser og Coca-Cola nået frem, og dermed mulighed for at blive kølet lidt af med den velkendte smag. Respekten for landsbyens vigtigste mennesker, skal man dog ikke glemme, og det er derfor en god idé at besøge ikke ”village leader”, men byens borgmester og ikke mindst lægechefen. Herefter kan man igen fortsætte sin ”dannelsesrejse” gennem tid med god samvittighed. SanDen næste by man kommer til, nu via asfalterede veje, er for stor til, at man kan kalde den for en landsby. Byen hedder San og her har du nu mulighed for, ikke blot at nyde og slukke tørsten med den kolde Cola og abstrahere fra de 40+ grader under den 24-timer drevne aircondition. Her i byen har man også mulighed for at slukke ”tørsten” på sin Toyota Landcruiser vha. byens tankstationer – og mand + maskine kan nu igen fortsætte rejsen gennem tid og udvikling.
SegouTuren fortsætter herefter ud af de kilometer lange asfalterede veje, som snor sig gennem det tørre og savannepræget landskab. Pludselig, ud af ingen ting, kommer man til en større by med +500.000 indbyggere. I Segou, en gammel fiskerby, som har draget fordel af sin placering op ad den store Niger flod, har du nu mulighed for at besøge en forholdsvis moderne restaurant, hvor der serveres med kniv og gaffel. Men som du sidder der på restauranten og nyder et koldt glas billig hvidvin, en forholdsvis mør bøf og noget frisk salat – minder oldtidens æseltrukkede transportmidler dig om, at du endnu ikke er ankommet til Vestens nutid. Til trods for den kulturelle charme blandet med vestens basale nødvendigheder forlades den større by Segou for snart at nå den endelige destination, Bamako. Indfaldsvejen til denne verdens-hurtigst-voksende-hovedstad, starter allerede en halvtimes tid udenfor byen. Her bliver man mødt af landsbyboere, som vil sælge alverdens frugt og grønt, vand, søde sager og andet godt – det er det sidste strejf af malisk landkultur man møder, inden man kommer indenfor udviklingens nutidige mure.
BamakoNår man så først er kommet indenfor byens grænser, er der mulighed for at boltre sig i ”fremtidens” goder. Man kan eksempelvis besøge det store Laico Hotel, ejet af den Libiske Præsident, General Gadaffi. Her har du nu mulighed for at indtage den 500 m3 store swimmingpool, mens den bærbare computer kobles op på det trådløse netværk. Efter et solidt måltid på eksempelvis den ”Hard Rock Café” lignende burgerjoint kan du fristes til et spil bowling og eventuelt en tur i byens biograf. Turen sluttes af hjemme i den akklimatiserede stue, hvor man igen er tilkoblet de sociale medier såsom facebook, tweeter, messenger og skype via sine fremtidsrobotter i form af en iPad, iPhone eller andet tids-konsumerende elektronisk udstyr fra vesten. Rejsen har været lang, henover 1000 års udvikling, gennem forskellige stadier af samfund, for til sidst at ende i en nutid, hvor mange har svært ved at følge med. Tidsmaskinen har været effektiv – de 1000 års udvikling er blevet tilbagelagt på blot 6 timer.
Nyeste relaterede emner:
Ældre relaterede emner:
|