Uanset hvor i verdenen man befinder sig, så har ordet gratis stor indflydelse på folk. Det er vel egentlig også forståeligt, for hvem vil ikke gerne have noget uden beregning i denne omkostningsrige tilværelse? Det at erhverve sig noget gratis blev også samtaleemnet, da jeg i midten af maj måned 2011 besøgte sundhedsklinikken i landsbyen Benena i forbindelse med gennemførelsen af vores KAP studie i Mali.

Mandag den 16. maj 2011 drog Eloi, Christian og jeg af sted til Tominian for at sætte gang i vores planlagte KAP studie, der skulle forløbe over 2 uger med 200 interviews. Studiet skal give os indsigt i landsbybeboernes kendskab, attitude og praksis især i forhold til Malaria, som er projektets første sundhedstema. Om tirsdagen gennemførte vi et kursus for de 3 interviewere, som vi havde ansat gennem et Lingvistik center i Tominian. Valget var faldet på dem, eftersom de havde stærke kompetencer i det lokale Bomu sprog, - og den største forudsætning for succesfulde interviews er god kommunikation. kurset havde det formål, at forberede og uddanne dem i forhold til interviewteknikker, så de kunne gennemføre valide og brugbare interviews de følgende uger. Kurset var en stor succes, og de 3 deltagere deltog effektivt i alle aktiviteter, og gik hjem med et diplom samt en stor lyst til at komme i gang med at gennemføre de planlagte interviews dagen efter.

Generalisering

Vi startede interviews onsdag i landsbyen Benena, hvor en accept fra byens overhoved kom i hus ganske hurtigt med en håndfuld kolanødder. Herefter sendte vi interviewerne af sted, og da klokken blev 16, drog vi tilbage for at hente dem på byens sundhedsklinik, vores aftalte mødested. Mens vi ventede på deres tilbagekomst fik jeg en snak med min kollega Eloi, sundhedschefen samt en ansat på klinikken. Vi snakkede først, som altid, lidt om vind og vejr, men blev i mellemtiden afbrudt af en ældre kvinde som ville sælge mig nogle papaya. Hun snakkede ikke særlig godt fransk, og anklagede mig endvidere for, hvorfor jeg ikke kunne tale deres lokale Bomu sprog. Hun fik dog fremstammet på fransk, at jeg skulle købe noget af hende, for jeg havde mange penge, det var hun ikke i tvivl om. Jeg sagde, at det ikke var helt sandt, hvorefter hun pegede på hendes egen hud og derefter på min og sagde, at det kunne hun se, at jeg havde. Her overtog sundhedschefen samtalen med hende, og forklarede hende at sådan kunne man ikke generalisere. Den ældre dame blev mindre fornærmet, og en længere samtale mellem hende og den ansatte på klinikken fandt herefter sted. En samtale der foregik på lokalsproget og som efterlod et spørgende jeg bagefter. Hun forlod os herefter, med en anelse af sure miner. Den ansatte på klinikken forklarede mig, at hun havde sagt, at de hvide mennesker altid havde god medicin med, så hun var egentlig glad for at jeg var kommet, så jeg kunne hjælpe landsbyen. Hertil havde han spurgt om hun ikke synes den medicin der allerede fandtes på klinikken var god nok, hvilket hun havde sagt nej til. Det havde gjort ham en anelse irriteret, og han havde sluttet samtalen med at sige, at der var noget hun havde misforstået, og at hun nu skulle gå sin vej. Vi diskuterede det lidt frem og tilbage, og snakken blev drejet ind på, at sådan information var utrolig demotiverende for klinikkens personale, som dag ud og dag ind arbejder for netop at hjælpe befolkningen. En befolkning, som åbenlyst har en anden tilgang til hvem der er de sande givere. Jeg spurgte herefter, om det var et godt eller skidt tegn, at der ikke var travlt på klinikken. I den lille time vi havde snakket, var der ingen patienter overhovedet. Det blev her påpeget, at det jo kun var godt, hvis det var et tegn på at folk ikke var syge, men at det nok ikke var det der var grunden. Jeg spurgte om det var fordi de ikke havde råd, men det var som om at de alle afslog den årsag, da de ikke mente det var for dyrt for befolkningen at gå på klinik. Dog havde de engang gennemført et 2-dags projekt, hvor alle konsultationer og medikamenter var gratis, og der havde været en kø så lang øjet rakte begge dage. Sundhedschefen huskede det som forfærdeligt, og jeg stillede mig endvidere kritisk over for hvad det langsigtede mål med et sådan projekt var? Det kunne de ikke præcis sige, men de mente dog, at de nok havde reddet nogle syge mennesker, som aldrig ville være kommet på klinikken, hvis ikke dette projekt var blevet gennemført. I mit hoved var det et klart signal om at det alene handlede om økonomi sammenlagt med det faktum at det var gratis. Det var som om Eloi havde læst mine tanker, og han fortalte endvidere at han engang havde deltaget som læge i et lignende projekt, og det værste ved det var, at folk sygeliggjorde dem selv, uden egentlig at være det, alene for at få nogle medikamenter. Hans konsultationer foregik, og dermed diagnose alene, ud fra samtale og små målinger med stetoskop og lign., og hvis han vurderede at intet var galt, og fortalte dette til patienten, fortsatte de blot med at beklage sig, så han til sidst måtte give dem noget medicin, hvilket de selvfølgelig smilende tog imod og gik ud af døren med lidt mere rank ryg og absolut ingen tegn på at være syg. Jeg tilføjede, at nok er mennesker i hele verden griske, når det kommer til at få noget gratis, men at gratis medicin, hvis man intet fejler, er en succes, havde jeg aldrig oplevet.

En anderledes sygdomsforståelse

Snakken faldt endvidere på, at, i Mali, bruges der uendelig meget energi på symptombehandling, end egentlig behandling af sygdommen. Dette kan måles i den enorme mængde af medicin, som de maliske læger udskriver til deres patienter. Jeg har oplevet det flere gange med egne øjne, og den mest overskyggende af dem alle var, da vores vagt kom hjem med en hel bærepose af medikamenter, fordi han havde halsbetændelse, alt sammen blot for at mindske symptomerne. Det er dog nok ikke enkeltstående i Mali, at sygdomsforståelse er og kan blive et stigende problem for sundheden i fremtidens udviklingsarbejde inden for dette felt. Det er en forkert opfattelse at tro at alle sygdomme blot kan behandles med medicin, for hvorfor så bruge energi på at forebygge dem? Dette kan have fatale følger, især i bekæmpelsen af Malaria og ikke mindst HIV/AIDS. Det er dog et fragilt emne, for nu har man brugt så meget energi på at få folk til at komme på klinikkerne i tilfælde af sygdom, netop for at øge sundheden, men måske man i mellemtiden har glemt lægernes uddannelse i korrekt konsultation, diagnose og ikke mindst receptudskrivning, og dermed også deres sygdomsopfattelse eller dens udvikling, hvis ikke der gøres noget ved det.