Nyhedsbrev

Tilmeld dig IMCC Ulands Nyhedsbrev og få opdateringer én gang i kvartalet.

Begivenheder

Ingen hændelser
Byen San får danske beboere
Skrevet af Christian Vester Nielsen   
Torsdag, 31. marts 2011 09:06

hus_artikel_3-1Efter en lang og sej kamp, står vi nu endelig med et nyt lejemål på hånden og alle virker tilfredse. Selv vores kommende vagt virker spændt på de forandringer der nu skal til at pryde hans, måske ellers ensformige, hverdag. Uden et decideret ønske herom, kan man nærmest mærke hvordan luften i byen San, er blevet tyk af forventning, og at rygterne allerede er påbegyndt deres udbredelse - der flytter hvide mennesker til San!

6 mdr. tidligere…

Vi var på vej hjem fra vores første tur til Tominian - vores første tur som et samlet hold under samme fane, og som repræsentanter for vores fælles projekt ”Projet de Santé Primaire, APS-IMCC Uland”. Folk var stolte og forhåbningsfulde. Desværre havde vi et ”lille” problem med hjem i bagagen – nemlig muligheden for at finde en lejebolig i Tominian, hvilket ikke havde været så ligetil som ellers foreskrevet af den lokale borgmester året forinden. Holdet var derfor nødt til at komme op med en alternativ løsning.

Notat til Danida

De næste 3 mdr. brugte vi derfor på at få sammenfattet et notat til DANIDA, hvori vigtigheden af et bosted i Tominian blev forklaret – da der ingen lejeboliger var til rådighed i Tominian, foreslog holdet den eneste anden mulighed, nemlig at få tilladelse til at bygge et hus i området. Godt en måneds tid senere, var der svar fra DANIDA, desværre som forventet, var det at investere i konstruktion af hus, ikke noget der fulgte DANIDAs direktiver, og holdet måtte derfor tilbage til ”tegnebrættet”. I samråd med resten af projektets danske repræsentanter i Danmark, blev det besluttet, at man skulle forsøge, at finde en lejebolig i den nærmest liggende by. Dette viste sig at være byen San. Tre repræsentanter for holdet, Eloi, Birgitte og Christian stod nu overfor en ny opgave – ”find en lejebolig i San”.

Boligjagt i San

Holdet drog af sted mod San, for at mødes med en hjælpsom mand ved navn Ruben, med hvem der var skabt kontakt via bekendte i hovedstaden Bamako – en typisk måde at skabe kontakt til folk her i Mali, er gennem tilfældige samtaler, som oftest munder ud i udveksling af telefonnumre og familiens livshistorie. Ruben havde proklameret, at der var mulighed for at se på tre forskellige huse. Hvad de to IMCC repræsentanter ikke var forberedt på, var at alle husene var forladte og tydeligvis ikke havde været beboet inden for den sidste lange periode. Noget triste og skuffet over standarden af de huse der var blevet vist, prøvede holdet et sidste desperat forsøg på, at presse en udlejer til at fremvise andre alternativer. Noget overraskende, resulterede dette i endnu 4 alternativer. Holdet kunne nu vende hjem til Bamako, for at fremligge de 7 mulige lejeboliger i San, for resten af projektholdet.

Plantegnig

Et hus med historie

De 7 alternativer var blevet præsenteret, og valget fald på et todelt hus placeret tæt ved den ene af de to asfalterede veje der går gennem San. Huset har tidligere været brugt som kontor for en økonomiansvarlig lokalpolitiker, og da holdet spurgte indtil hvorfor denne person ikke længere boede i huset, var forklaringen, at personen på mystisk vis en dag var forsvundet – desværre sammen med alle de penge som byen havde tilsidesat, til renovering af San’s dårlige veje. Til at underbygge historien, viste udlejer det stadig eksisterende pengeskab, som er indbygget i en af værelsernes vægge. Huset rummer altså desværre en noget trist historie for San’s indbyggere. Heldigvis er den fremtidige historie noget APS-IMCC Uland kooperanterne er opsatte på, skal indeholde nogle mere positive elementer.hus_artikel_1

I dag…

Mens der arbejdes på overtid med at få færdiggjort de sidste administrative opgaver i Bamako, er hele projektholdet også ved at gøre sig til klar til at flytte til San. De sidste forberedelser inden KAP studiet starter i Tominian er så småt på plads, og der mangler nu blot at blive organiseret hvorledes møbler og andet inventar kan blive transporteret til San. Der syder en spændt stemning blandt projektets kooperanter, da man nu skal til at indstille sig på nogle lidt anderledes forhold, nye ansigter og en helt anden hverdag. Projektet går en spændende fremtid i møde!

Om 6 mdr…

Og hvad fremtiden præcis vil bringe, kan ingen jo sige, men én ting virker sikkert – to nye IMCC Uland kooperanter vil være budt velkommen i San, mens to andre vil have forladt byen, Mali og en tid med utrolige oplevelser og udfordringer. Projektet vil være godt inde i sin mere udførende fase og noget mindre koncentreret om sin administrative fase. Der vil bl.a. være studerende fra medicin fakultetet i Bamako, som er på vej ud til San for at udføre ”field research”. Der vil være udtaget et nyt lokalt APS ansigt på projektet og forberedelserne til den lokale sundhedsfestival i Tominian, vil være i fuld gang. Med andre ord, er der mange flere spændende oplevelser og udfordringer at se frem til på IMCC Ulands Mali projekt – og vi ser frem til at være en del af det!

hus_artikel_2

Share