En tur til Selingue, to timers kørsel fra Bamako, blev en øjenåbner for de IMCC Uland udsendte og ikke mindst deres samarbejdspartnere. I Selingue står en flot og nybygget CSref klar til at hjælpe de lokale landsbybeboer. Et hospital på distriktsplan der udadtil fremstår som et sted med styr på tingene, og hvor der tilbydes patienterne de bedste faciliteter. Det flotte ydre viste sig dog på mange områder blot at være en facade, da der for alvor var brug for hjælp, og de udsendte rejste derfra med et endnu stærkere indblik i, at der er hårdt brug for modifikationer i det maliske sundhedssystem.

Den 15. september 2010 rejste alle 4 IMCC Uland udsendte og de 2 APS kooperanter af sted til Sélingué for at besøge to danske piger, Marie og Line, der gennem det sidste halve år har arbejdet i den velkendte flodby med en større undersøgelse finansieret af Børnefonden i samarbejde med Københavns Universitet. Besøgets formål var ikke mindst at opnå indsigt i deres undersøgelse og udveksle erfaringer, men besøg på sundhedsklinikker i andre dele af Mali end projektets eget fokusområde Tominian, kan også give indblik i forskellene på godt og ondt. Et sundhedssystem bør være strømlinet for et helt land, hvilket kan være svært bare i Danmark. I Mali er forskellene endnu større og endvidere præget af korrupte medarbejdere, miljømæssige påvirkninger eller byens generelle udvikling, hvilket ikke står i sundhedsmyndighedernes magt.

Rundvisning

Vi startede med et lille besøg på en nærliggende CSCom i en mindre by ved navn Dalabala. En kommunal sundhedsklinik som har store problemer med diarre og malaria hos børn under 5 år, hvilket er årsagen til at Børnefonden er interesseret i muligvis at opstarte et projekt i området. Det skar også i hjerterne på de IMCC udsendte at se små børn kaste op på tur i klinikkens ventesal. Herefter gik turen et skridt op i sundhedssystemet da CSref’en i Sélingué blev besøgt. Et besøg der på mange måder var en positiv overraskelse, da den netop står helt nybygget. Et smil bredte sig på læberne af mange af de IMCC udsendte da man gennem en rundvisning erfarede at det var nogle fantastiske faciliteter de havde fået etableret. Det blev straks taget som et tegn på stor udvikling og velstand og at man virkelig havde styr på tingene, ikke mindst økonomisk men også behandlingsmæssigt. Det viste sig dog at de manglede elektricitet og at de havde manglet det i 3 uger, så de enkelte afdelinger kørte på generatorer, men kun når det var højst nødvendigt. Sélingué er bymæssigt kendt for at have den højeste strømkapacitet i regntiden, da den er koblet op til en nærliggende dæmning. Dog er det i tørke tiderne nogle gange slet ikke muligt at producere strøm i byen. Det sjoveste ved det hele var derfor, at besøget fandt sted midt regntiden og der var mere vand i dæmningen end aldrig før, men sjovt nok ingen strøm på hospitalet.

Kolanødder og kjoler

Efterfølgende gik turen til en lille lokal landsby, hvor vi fik hilst på det lokale folk. Ved ankomst i mindre landsbyer skal man godkendes af byens overhoved før man kan begå sig i byen. For at opnå denne godkendelse skal man medbringe såkaldte kolanødder. For ikke at skille sig for meget ud og skabe unødvendig opmærksomhed skal man som kvinde bære lokale kjoler og ikke bukser. Det blev derfor også til et lille tøjskifte på vej derud for de kvindelige IMCC Uland udsendte.

Malariatest

Om aftenen blev det til hyggelig fællesspisning på en restaurant. Under spisningen, og mens stemningen var på sit højeste, blev Balam, projektets APS kooperant, pludselig dårlig. Man kunne fornemme at den var helt gal, da han som altid er en underholdende og social person i forsamlinger pludselig sad med hovedet i hænderne og kæmpede med kraftig kvalme og hovedpine. Vi besluttede os derfor for, at tage hjem. Vi kørte Marie og Line hjem og hos dem testede Balam sig selv for malaria, med en positiv test som resultat. Vi blev enige om at køre ned på den flotte CSref, med en formodning om at de da helt sikkert kunne hjælpe med behandlingen. Det viste sig dog at gå anderledes.

Afvisning af Malaria patient på CSref

Da vi ankom til CSref sad en lille forsamling af mennesker under åben himmel og gloede på et lille fjernsyn. Vi henvendte os til dem og forklarede at Balam højst sandsynligt havde malaria og at vi havde foretaget en positiv test. Den lille forsamling reagerede ikke synderligt på vores henvendelse, og var betydeligt mere optaget af fjernsynet. Efter at have forsøgt gentagne gange at fange deres opmærksomhed, kom der endelig respons. En ældre mand, formodentlig læge, stadig med øjnene rettet mod fjernsynet, spurgte hvorfor den læge der havde gennemført den positive test ikke havde givet Balam behandling med det samme. Spørgsmålet var egentlig relevant nok, men det foruroligede os at han overhovedet ville bruge tiden på at være mistænksom, frem for bare at foretage en konsultation og give Balam behandling for malaria, en sygdom som i værste tilfælde kan have fatale følger i løbet af 24 timer. Balam forklarede, at han selv var læge, men at han ikke havde behandlingen. Den fraværende gamle mand gjorde stadig ingen tegn på at han ville slippe øjnene fra fjernsynet, og udføre sit egentlige arbejde, der påskrev at hjælpe patienter der ankom syge til CSrefen. Efter noget tid tilføjede han henslængt, at vi da bare selv kunne køre op på apoteket og købe en behandling. Med den bemærkning besluttede vi os for ikke at diskutere det med ham yderligere, da det åbenbart ikke havde nogen nytte, og vi gik alle derfra med en vred og bange fornemmelse i maven. Ikke mindst fordi vores kollega var syg, men også fordi den behandling vi fik på CSrefen gav stof til eftertanke. Hvad så med de lokale landsbybeboer der kommer til klinikken for at få hjælp? Folk som ikke er læger, og som ikke ved hvordan man skal behandle sig selv for malaria, eller folk som ikke har råd til behandling?

Flot ydre, tomt indre!

Rundvisningen tidligere på dagen havde i første omgang efterladt os med et indtryk af en fantastisk klinik med faciliteterne i orden, og det fåtal af patienter vi så tog vi som et tegn på hurtig behandling og et mindsket antal af syge. Vi kunne sågar grine lidt af at hospitalets chef skulle køres i bil af egen chauffør, fra hans hus, der lå på hospitalets grund, 100 meter hen til hans kontor i en nærliggende bygning. Ved nærmere eftertanke, var det som om at alting fik en anden betydning. Her var et hospital som på mange måder havde misforstået formålet med at være et hospital, netop at hjælpe folket. En klinik hvor alle faciliteter er i orden, men ingen patienter har fordi befolkningen ikke har råd til behandling. Burde de have brugt pengene anderledes, frem for at bruge dem på en flot ny klinik, hvis der alligevel ikke er nogen patienter?