Andre europæiske magter var også repræsenteret på Guldkysten. Portugiserne kom til i 1471 og hollænderne i 1598. Sverige var også repræsenteret i en kort periode fra 1652, hvor de byggede et fort kaldet Carolusborg. Danmark erobrede i forbindelse med Carl Gustav-krigen 1657-60 fortet i 1658, men mistede det året efter til hollænderne. Danmark havde dog allerede grundlagt Fort Frederiksborg, og i 1661 blev Fort Christiansborg grundlagt. Det blev siden hovedsædet for dansk kolonial tilstedeværelse i området.
Hollænderne førte en meget dominerende politik i området og overtog i 1642 de portugisiske besiddelser. Danmark kom også under pres, men den danske tilstedeværelse blev reddet af briterne som i løbet af den anden britisk-hollandske krig 1664-67 slog hollænderne. I 1664 erobrede de med dansk artilleristøtte fra Frederiksborg Carolusborg, som blev omdøbt til dets nuværende navn Cape Coast Castle.

Handelen drejede sig i begyndelsen om civile varer som fx. klæde, glas m.m., som blev udvekslet for guld og elfenben, men gradvist skiftede handelen karakter. I sidste halvdel af 1600-tallet blev våben-for-slaver et dominerende element i handelen. De forskellige lokale folkeslag - som fx. Akim, Akwamu, Ashanti og Fante - førte talrige krige mod hinanden. Krigsfanger blev bragt ned til de europæiske handelsforter, som købte dem og bragte dem til Amerika som slaver.

På dette tidspunkt var europæerne kun repræsenteret i kystområderne, hvor de lå i skarp konkurrence med hinanden fra deres respektive forter. De lokale afrikanske magter udnyttede den interne strid mellem europæerne til at presse prisen og stille krav. Ville en europæisk kommandant ikke makke ret, lagde den lokale konge forterne fra den pågældende nation under belejring og dirigerede handelen andre steder hen. I nogle tilfælde udsattes den besværlige kommandant endda for giftmord. Det er derfor på dette tidspunkt forkert at tale om kolonisering. Europæernes stilling på kysten understreges af, at der også måttes betales leje for forterne til de lokale magthavere. Fra ca. 1750 var det primært Ashanti- og Fante-folket, som dominerede kystområdet og indlandet, hvor guldet, elfenbenet og slaverne kom fra.
Først senere, da briterne havde besejret en hollandsk-Ashanti-alliance i 1873, begyndte, hvad man kan kalde en kolonisering af området. De hollandske besiddelser blev overtaget af briterne, og både Fante- og Ashanti-riget fik status som britiske protektorater. I 1896 blev områderne officielt annekteret af briterne. Året efter et Ashanti-oprør udråbtes i 1901 de samlede britiske besiddelser som kronkolonien Britisk Guldkysten.
Under anden Verdenskrig leverede kolonien soldater til de britiske felttog i Italiensk Somaliland, Abyssinien (Ethiopien) og Burma. I koloniens miner hentedes specielt mangan til produktion af kanoner.
Efter anden Verdenskrig blev landet i stigende grad præget af strejker og uroligheder i kampen for selvstændighed. Flere demonstranter blev fx. i 1950 dræbt af britisk beskydning fra det britiske hovedsæde i kolonien, det tidl. danske fort Christiansborg, i byen Accra.
Efter uafhængigheden 6. marts 1957 har Ghana været præget af politisk ustabilitet og militærkup. Men i midten af halvfemserne er en vis politisk ro faldet over landet. Præsident John Kufour blev i 2005 genvalgt.

Areal:
238.537 km2 (godt 5 gange større end Danmark)

Befolkning:
17,7 mio. (1996)

Gennemsnitlig befolkningstilvækst:
3 pct. (1985-95)

Gennemsnitlig forventet levealder:
56 år (mænd: 54 år, kvinder: 58 år)

Spædbarnsdødelighed:
73 pr. 1000 levendefødte (1995)

Fejl- og underernæring:
27 pct. af børn undervægtige (1989-95)

Analfabetisme:
Mænd 24 pct.
Kvinder 47 pct.

Årligt vandforbrug pr. indbygger:
35 m3 (1980-95)
(Danmark: 233 m3)

CO2-udledning pr. indbygger:
0,2 tons (1992)
(Danmark: 10,4)

Religion:
Kristendom 43 pct., muslimer 12 pct., andre religioner 38 pct.

Bruttonationalindkomst (BNI) 1995:
6719 dollars (= 5 pct. af Danmarks)
Pr. indbygger: 390 dollars (= 1,3 pct. af danskernes)

Vigtigste eksportvarer 1994-96:
Guld: 43 pct.
Kakao: 29 pct.
Tømmer: 12 pct.

Samlet udviklingsbistand 1995:
644 mio. dollars (inklusive lån).
Danmarks andel heraf: 37 mio. dollars

Kilde: Wikipedia