IMCC Uland støtter op om et initiativ fra sundhedsklinikken i landsbyen Wellembelle og en lokal organisation, SAVE Ghana, om at undersøge, hvorfor kvinderne i landsbyen vælger af føde hjemme frem for på klinikken, hvor der er uddannet sundhedspersonale. Signe Hjuler udsendt med IMCC Uland til Ghana giver her et indblik i dagligdagen på projektet i Tumu samt videregiver nogle af landsbyens kvinders udtalelser om fødsler i hjemmet.

Årsager til den høje mødredødelighed skal undersøges

Fredag morgen kl. 6.00. Jeg holder ude foran den lokale organisation "SAVE Ghanas" kontor. Vi er sammen igang med at lave et lille studie i landsbyen Wellembelle, der ligger ca. en times kørsel fra Tumu ad hullede grusveje. Vi skal tidligt afsted. De fleste i byen er subsistensfarmere, så vi skal nå derud, inden de skal ud på deres jord og arbejde.
På byens sundhedsklinik, har jordmoderen givet udtryk for, at det er et problem, at kvinderne føder hjemme og ikke på klinikken. Som i så mange andre ulande, er der også i Ghana, og særligt her i det nordlige Ghana, en temmelig høj mødre-dødelighed (landsgns.: MMR=540/100.000 live births, og tallet er højere i Nordghana). Det pudsige er, at kvinderne kommer på klinikken til graviditetsundersøgelser og børneundersøgelser, men ikke i fødselssituationen. Hvorfor mon?
Mulige årsager er mange - men faktum er, skal der ændres på de triste statistikker, skal kvinderne føde et sted, hvor der er uddannet personale, udstyr og mulighed for overflytning til et hospital, hvor kejsersnit om nød kan foretages. Vi skal undersøge deres adfærd i samarbejde med en lokal organisation, da organisationen, som er en del af civilsamfundet, kan opnå den bedste kontakt til befolkningen.

Rigtige kvinder holder smerten ud

Solen bager allerede, temperaturen sniger sig ved middagstid op over 35 grader, så vi sætter os under det store mangotræ. Det røde støv hvirvler op, når en motorcykel læsset med mor, far, to børn og et par høns på styret eller en fyldt æselkærre passere os. Idag skal vi først mødes med en mødregruppe og derefter en gruppe af svigermødre. Efterhånden dukker kvinderne op, i farvestrålende klæder med deres børn på ryggen og fyldte fade på hovedet. Kvinderne vil gerne snakke og mange ting kommer frem: "Trækker fødslen ud, og man bliver udtrættet, slår sundhedspersonalet kvinden, for at få hende til forsat at presse". "Rigtige kvinder holder smerten ud længst muligt, før de tilkalder hjælp - derfor er det så tit for sent at kunne nå hen til klinikken." Svigermødrene er dem, der i realiteten bestemmer over kvinderne. De fortæller at: "selvom det er gratis at føde på klinikken, er der en risiko for at noget går galt og kvinden skal overflyttes til Tumu hospital. Så skal man ud og finde en bil, og det bliver meget dyrt i benzin". Desuden tilføjer kvinderne, at det er vigtigt at få malariaprofylakse og vitaminer under graviditeten samt vaccinationer til børnene, så de bliver stærke, men i forhold til selve fødslen, så kan de ikke rigtig se en gevinst ved at benytte sundhedsklinikken.

Der afsluttes med tak og dans

Der afsluttes med sang og dans

Vi slutter af med en sang, dans og tak for idag. Kvinderne siger også tak - tak for at vi interesserer os i deres liv. Jeg tænker på kulturmødet - tænk, at man vælger hjemmefødsel, trods en risikoen for død pga. en mulig risiko for store udgifter. Og alligevel danser kvinderne og siger tak for, at vi kom. Verden er ikke altid forståelig. Hrm... ja der er tydeligvis noget at tage fat på. Fx. oplysning til landsbyen - ikke kun kvinderne, men også til mændene og svigermødrene, som tager beslutningerne. Og oplysning til sundhedspersonalet om vigtigheden af god patientbehandling. Nu skal vi tilbage til Tumu og distriktets sundhedsadministration for at informere den ansvarlige her om de foreløbige fund. Det er jo i sidste ende dem, der skal reagere. Vi forsøger bare at prikke lidt til dem.