Hvis du lige som jeg frygter mundtlige eksaminer og begynder at svede ved tanken om at skulle fremlægge foran en masse mennesker, så ville du kunne lære en masse af ghaneserne. De har en misundelsesværdig evne til upåvirket at tale foran større forsamlinger. En evne som mit ophold her i Ghana blandt andet kan hjælpe mig med at få...

Det er tidlig morgen, dagen hvor mine mundtlige færdigheder skal testes i den forestående eksamen. Det gør ondt i maven ved tanken om, at jeg om et par timer skal sidde foran to ”dommere” som udelukkende skal vurdere og dømme min præstation. Jeg ved, at jeg bestemt ikke er alene om denne frygt, da flere af mine klassekammerater har det på samme måde. Hvad enten det er en fremlæggelse, jobsamtale eller eksamen der er i vente.

Her i Ghana er det helt anerledes. Jeg bor i den lille by Tumu, hvor sundhedstilstanden korrelere med mængden af donorpenge. Da midlerne er knappe og interessefeltet det samme, øges kampen om donornes støtte. Så folk er vant til at kæmpe og tale deres sag. Ghaneserne har en evne til at tale på stående fod ved arrangementer, hvor de ikke blot vurderes af enkelte personer, men ofte af en helt forsamling. Og det rør dem tilsyneladende slet ikke…

Ghaneser, der holder tale for en stor forsamling

Et af IMCC-projektets hovedaktiviteter her i Tumu indebærer at afholde forskellige kurser og træninger for sundhedsadministrationens personale. Det er IMCC, som faciliterer disse træninger og derfor gives der næsten altid en velkomsttale af en af de tilstedeværende IMCC’ere. Det var jeg bare ikke klar over en af de første gange, jeg deltog i en træning.

Vi var 15 deltagere, som skulle tilbringe tre dage på et nærliggende forskningscenter, hvor vi skulle trænes i metoder inden for sundhedsforskning. Det var IMCC, der havde planlagt og også finansierede træningen. Vi glædede os meget til at deltage, da forskningscenret havde et godt renome og mange højt kvalificerede forskere.

En del af deltagerne fra Navrongo-turen

Første dag på træningen, da alle deltagere - både repræsentanter fra NGO’erne og Hospitalet i Tumu, dagens underviser samt centerlederen - sad samlet og spændte på dagens indhold, blev IMCC pludselig bedt om, at give en ”Welcome address” – dvs. Snakke om, hvorfor vi var kommet, hvad vi forventede af træningen og en tak til alle deltagerne samt forskningscenret. Det lyder umiddelbart ikke som en udfordring, men når man, som jeg, slet ikke var forberedt og derudover lider en smule af angst for at tale til en forsamling, så var det bestemt ikke en sjov situation. Men der var ikke andet for end at overvinde sin frygt og bare snakke, for alle mine kollegaers og de højt respekteret forskeres ansigter var rettet mod mig og det var umuligt at bakke ud og derved tabe ansigt.

Heldigvis gik talen godt, omend et par svedige håndflader. Endnu bedre gik det, da jeg på tredjedagen – selvfølgelig helt forberedt – blev bedt om at holde en afsluttende tale. Derudover havde vi tre gode dage, hvor vi lærte rigtig meget om forskning indenfor sundhed, som jeg helt sikkert kan tage med mig, når jeg vender hjem til Danmark og starter på Kandidaten i Folkesundhedsvidenskab.

Efter nu at have tilbragt 8 mdr. i Tumu, har jeg styrket min evne til at fremlægge uden at svede tran. Her bliver man jævnligt kastet ud i ukendte situationer, hvor man skal holde en tale eller på anden vis skal præstere. Det kan enten være en ”opening prayer” til mødet, en ”Welcome address” inden en træning eller blot en festlig tale ved et socialt arrangement. Situationerne er talrige, men som bekendt gør øvelse jo mester. Jeg lærer noget, hver eneste gang, jeg stilles overfor et publikum – hvad enten det er mine ghanesiske kollegaer eller de to censorer til eksamen.

Så udover eventyr, spændende og udfordrende arbejde med sundhed, øget viden omkring forskningsmetoder, livsvarige bekendtskaber og kulturmøder, så har dette ophold måske også afhjulpet min eksamensskræk? Hvem ved, men det er ihvertfald et skridt i den rigtige retning.