Upper West Region er plaget af lange afstande og dårlige veje. Derfor går der nogle gange måneder mellem besøg fra sundhedspersonalet. Og det betyder, at de hver gang skal genopbygge tilliden til befolkningen i de afsides landsbyer. Dette gælder også for Kalaxi.

Bilen var læsset med alt lige fra kølebokse med vacciner og isblokke til gascylinder og en motorcykel på ladet og så var vi endelig klar til at drage afsted til Kalaxi. Den landsby i Sissala East District, som ligger allerlængst væk fra sundhedsadministrationen i Tumu. Kristian og jeg havde besluttet os for at støtte op om årets anden vaccinationskampagne mod polio ved at tage med ud til en af de små landsbyer og overvære, hvordan sundhedspersonalet arbejder længst ude.

Umiddelbart skulle man tro, at landsbyboerne ville blive glade ved synet af de fire personer på motorcykel, som var udrustet med både vacciner og vitaminpiller. Men af en aller anden årsag, så forsvandt alle børnene ved synet af os. Jeg kunne ikke helt forstå det, da vi i Tumu er vant til at blive mødt med glade børneansigter, som vinker og råber til de får ens opmærksomhed. Men her var der helt stille. Ingen børneråb, ingen velkomst.

Ankomst til Kalaxi efter sammenlagt ca. 3 timers kørsel i både bil og på motorcykel

Skræmte børn

Vi befinder os langt ude på landet i den lille landsby Kalaxi. Vi er kørt knap to timer i bil fra Tumu til Santijan og derfra yderligere en time på motorcykel. Vejen til Kalaxi er nemlig ikke en rigtig vej, men nærmere en sti gennem bushen, primært brugt af det kvæg, som går der dagligt. I regntiden skal man krydse to floder for at nå helt derud og det foregår ved at sætte motorcyklen op på en lille kano. Det er ikke helt nemt at komme til Kalaxi.

Sundhedsarbejder ved den kano, som i regntiden skal transportere vacciner + motorcykler til Kalaxi

Derfor var det også et mærkværdigt syn, der mødte os, da vi efter store anstrengelser endelig nåede frem, og slet ikke kunne få øje på børnene. De to sundhedsarbejdere, som vi fulgtes med, fortalte os, at det var meget normalt, at børnene blev bange for dem, når de kom. Den primære årsag til vores besøg var trods alt at vaccinere, og hvem bryder sig om det. Det gør ondt og derfor forbinder børnene sundhedspersonalet med smerte. Kvinderne forbinder personalet med grædende og utilfredse børn, og det vil man helst undgå i en forvejen hård hverdag på landet.

Efter et par samtaler med den ældste mand i landsbyen, lykkedes det os at få samlet alle børnene. Det var jo slet ikke så slemt, når vi først kom igang, da poliovaccinen blot er et par dråber i munden. Og det var alligevel også lidt sjovt med de to hvide mennesker og deres kamera.

Samlingssted for landsbyens ældre og denne dag også for børnene

Hårdt arbejde

Men hvorfor skal det være så stor en udfordring for sundhedspersonalet at få lov at udføre deres job? Ikke nok med, at de skal kæmpe med de lange afstande og derfor ikke har ressourcerne til ofte at besøge landsbyen, men derudover skal de også kæmpe med kvinderne og deres børn, når de endelig trodser afstanden og vover sig ud for at hjælpe.

Ingen har sagt at det er nemt at arbejde for Ghana Health Service, ej heller er det nemt at være beboer i en fjerntliggende landsby. Det sjældne syn af sundhedshjælperne gør, at kvinderne ikke med det samme kaster deres børn i armene på dem. De er ikke på samme måde bekendt med sundhedssystemet som beboerne i Tumu, der både har hospital og sundhedsklinik inden for rækkevidde. Derfor er det ofte nødvendigt at starte forfra med at skabe en form for fortrolighed til kvinderne, inden man kan påbegynde sine arbejdsopgaver.

En sundhedsarbejder, som giver en polio vaccine til et af de skræmte børn i Kalaxi

Det kan være demotiverende gang på gang at forsøge at hjælpe nogle mennesker, som i det daglige ofte bliver glemt, når man ikke bliver mødt med taknemmelighed, men nærmere mistroiskhed. At række en hånd ud til nogen, som egentlig ikke ønsker den, eller som ikke ved de ønsker den, kan synes som spildt arbejde. Eller er det? I sidste ende tjener det jo det formål at forbedre sundhedstilstanden hos alle dele af befolkningen, og som tiden går og vejene forbedres, vil også indbyggerne i Kalaxi overlade sig trygt til sundhedsvæsenet og dets goder.

Hele turen værd

Trods det hårde arbejde, de dårlige veje og lange afstande, de skræmte miner hos både børn og kvinder og ikke mindst den bagende sol, var det det hele værd bagefter. Når vaccinatioen er overstået, barnegråden stoppet og følelsen af at være med til at udrydde polio slår igennem, kan man ikke lade være med at smile. Det var en hård tur til Kalaxi, men det er bestemt ikke sidste gang, at Kristian og jeg drager afsted.