| PBL – fra klasselokale til Nordghana |
| Skrevet af Astrid Roll Vitved | ||
| Lørdag, 10. september 2011 12:46 | ||
|
Når man sidder som helt grøn studerende og bliver introduceret til begrebet, er det svært umiddelbart at få øje på de mange fordele, som denne undervisnings-form rummer. Det kunne til tider virke nyttesløst at bruge så lang tid på en enkelt case og hvis jeg skal være ærlig, foregik det ikke altid med fuld koncentration, når disse cases skulle løses en sen mandag eftermiddag. Brainstorming og kategori-inddeling blev erstattet af konflikten om, hvorvidt vi skulle komme oksekød eller kylling i vores tacos til middag.
Når dette blev løst og jeg igen vendte tilbage til PBL og mine medstuderende, blev mit hovede ofte fyldt med flere relevante spørgsmål; Hvordan kan denne metode anvendes på andet end fiktive cases, hvilken relation har det til virkeligheden og de opgaver en fremtidig arbejdsgiver måtte stille? Dette var ikke helt tydeligt for mig, som jeg sad der omgivet af klasselokalets trygge, men kølige rammer... Praktisk anvendelseNu er jeg rejst sydpå til varmen og arbejder i øjeblikket på et sundhedsprojekt for IMCC Uland i det nordlige Ghana. Minderne om PBL og klasselokalet virker langt væk nu, hvor man sidder i skyggen af et mangotræ og oplyser landsby-kvinder om malaria og dets forebyggelse.
I det daglige arbejder vi også med kapaticetsopbygning af den lokale sundheds-administration og med low-scale forskning i samarbejde med de lokale NGO’er. Dette arbejde byder på mange sjove og spændende udfordringer og i den forbindelse lykkedes det også PBL at finde vej til det nordlige Ghana. PBL har faktisk vist sig at være et nyttigt redskab - om end på en lidt anderledes måde. For eksempel laver vi, som udsendte på projektet, hvert år en behovsanalyse for at finde ud af, hvilke træninger, der er behov for i forbindelse med kapacitets-opbygningen af sundhedsadministrationen. Her kom min gemte viden om PBL mig til gode. Vi fik lavet en brainstorm over eksisterende problemer, dernæst inddelt i relevante kategorier, for til sidst at formulere et par spørgsmål til hver kategori. I stedet for at jeg, som den studerende, gik ud og undersøgte disse spørgsmål, som i en ”normal” PBL session, så fik jeg de ansatte på sundhedsadministrationen til at besvare spørgsmålene og kunne derefter lave en analyse over, hvad de vidste i forvejen og hvad der var nødvendigt at afholde kurser i. Det er lidt et tvist af klasselokalets PBL, men ikke desto mindre brugbar.
Et andet eksempel på min ”ghanesiske” anvendelse af PBL, var i forbindelse med en kortlægning af civilsamfundet i et nærliggende distrikt. Vi var fire personer, som sammen skulle blive enige om, hvordan vi skulle indsamle vores information og dertil hvilke spørgsmål, der skulle stilles de respektive organisationer, som vi ønskede at kortlægge. Men når fire forskellige individer skal blive enige om at følge et bestemt spor, er det ikke altid lige til og flere kokke fordærver som oftest maden, som ordproget så fint lyder. Efter flere frustrerede miner og nyttesløse diskussioner, kom PBL snigende med gode råd og det lykkedes os at forene og inkludere alles idéer. Endnu engang må jeg indrømme, at PBL - metoden fungerede og jeg er taknemmelig for, at jeg i starten af min studietid blev bekendt med denne. Jeg selv, mine IMCC kollegaer samt mine ghanesiske samarbejdspartnere har alle nydt godt af arbejdet i det kølige klasselokale. Udvikling af kompetencerPBL er bare et af mange eksempler på, at man som udsendt med IMCC Uland får lov til at bruge nogle af de redskaber, som man lærer gennem sit studie. Mange universitetsuddannelser er uden de store praktiske forløb og derfor er det en kæmpe mulighed at få lov at komme ud i ”felten” og anvende de lærte teorier på en anderledes og spændende måde. Kampen om arbejdspladserne strammer til efter endt uddannelse og jeg ser det som en stor fordel at have været udsendt i 14 måneder i et uland, hvor man får lov at prøve sine kompetencer af og ikke mindst at udvikle dem samt naturligvis at tilegne sig nye. Så selvom jeg i begyndelsen af min uddannelse tvivlede på, om jeg nogensinde ville kunne bruge PBL i det virkelige liv, så er arbejdet her i Ghana et bevis på, at der faktisk slet ikke er så langt fra klasselokalets kølige, men trygge rammer til den varme, men noget mere udfordrende virkelighed her i Ghana.
Nyeste relaterede emner:
Ældre relaterede emner:
|