I Ghana er spædbarnsdødeligheden stor. I 2008 lå den på 50 per 1000 levendefødte. Samme år havde Danmark en spædbarns dødelighed på 3,4. I Nordghana har jeg stiftet bekendtskab med en farlig form for Darwinisme.

Dæmonuddrivelser

For 6 måneder siden blev en lokal skolelærer, kaldet Christian, far. Hans førstefødte var en yndig, lille pige. Men efterhånden som månederne gik blev det klart for familien, at datteren ikke var helt normal. Hendes funktionsniveau var meget begrænset, og hun havde, hvad vi i Danmark ville kalde et fysisk handicap. I lokalsamfundet blev det kaldt en dæmon. Naboer og venner mente, at pigen var besat af en dæmon og rådede familien til at tage affære. Christian var veluddannet i forhold til sine illiterære naboer og ville ikke lytte til den lokale snak om urter, dæmonuddrivelser og forbandelser. 

Ingen læge, ingen hjælp

Christian bragte sin datter til det nærmeste hospital i Tumu, men på trods af at hospitalet skal dække patienter fra en befolkning på knap 100.000, var der ingen læge til stede. I Tumu er der nemlig kun én læge, og da han oftest også udnævnes som hospitalsdirektør, rejser han tit for at deltage i møder, konferencer, seminarer osv. Christian gav ikke op. Ad flere omgange bragte han sin datter til hospitalet, og til sidst lykkedes det ham at få fat i lægen. Denne kunne dog intet stille op. I Nordghana er der ikke meget fokus på handicap, hverken fysiske eller psykiske. Lægen i Tumu behandler malaria, maveinfektioner, slangebid, hals- og lungebetændelser samt mindre komplicerede kirurgiske indgreb. Komplicerede diagnoser sendes videre i systemet til regionshospitalet. Men med tilstanden er akut, koster det penge til transport, overnatning og medicin. De fremsynede har en sundhedsforsikring, der dækker selve behandlingen på hospitalet.

Christian havde brug for tid. Hvis han både skulle sikre sig nok penge på lommen og tage fri fra arbejde for at rejse ind til regionshovedstaden med sin datter, måtte det planlægges ordentligt. På den anden side var der måske tale om en diagnose, som ikke kunne behandles. Måske var det bedre at lade pigen bo hjemme i landsbyen og ikke udsætte hende for mere? Mens Christian overvejede en løsning, blev pigen sendt hjem til hendes mor og Christians forældre.

Farlig form for Darwinisme

For få dage siden mødte vi Christian på en lille, lokal bar. En fælles ven fortalte os, at Christians datter var død. Mens Christian var i Tumu, havde moderen i fællesskab med andre slægtninge sendt hans datter til den traditionelle behandler. Han havde blandet en drik af forskellige urter. Nogle uskadelige, andre giftige. Hvis pigen overlevede at drikke væsken, ville hun slippe af med sin dæmon, sit handicap. Hvis ikke hun overlevede, var dæmonen for stærk. Den 6 måneder gamle pige overlevede ikke. Til den traditionelle tro hører overbevisningen om, at man ikke må tale om pigen efter hendes død. Man må ikke nævne hendes navn, man må ikke kondolere og hun skal ikke begraves. Hvis man gør dette, vil dæmonen tage bolig i det næste barn også. Den afdøde skal fortrænges og glemmes. 
Da vi mødte Christian, kunne vi knap kende ham. Han var fjern, drak sig fuld, snakkede ikke med nogen og stirrede blankt ned på sin øl. Ingen nævnte hans forfærdelige tab med et eneste ord, selvom alle kunne se, at noget i ham var gået i stykker.

’Survival of the fittest’ 

Spædbarnsdødelighed er et udtryk, der bruges til at beskrive andelen af levendefødte, som dør indenfor deres første leveår. Indenfor de seneste år har mange gode tiltag rettet mod den store spædbarnsdødelighed set dagens lys i Ghana. De fleste af dem er rettet mod mødrene, der går til månedlige graviditetskontroller og modtager information om, hvorfor det er vigtigt at føde på sundhedsklinikkerne frem for hjemme hos de traditionelle fødselshjælpere. Månedlige mobile immuniseringer hvor sundhedspersonalet tager ud i de små landsbyer og vaccinerer børnene er et andet godt tiltag. Med disse aktiviteter kan man komme langt, men hvis man udelukkende prioriterer at gøre en indsats indenfor det sundhedsfaglige felt og glemmer at sætte fokus på kulturforskelle og traditionelle overbevisninger, kommer man ikke langt nok. 

Christians datter vil tælle i statistikkerne under spædbarnsdødelighed uanset, om hendes død var forårsaget af malaria eller urtedrik. Det er et stort og uoverskueligt arbejde at gå i dialog om kulturelt betingede traditioner, specielt i Ghana, hvor der findes mange forskellige stammer med mange forskellige traditioner. Men at det er et svært tilgængeligt felt, betyder ikke at vi slipper afsted med at springe over, hvor gærdet er lavest. Logikken bag handlingen udført af Christians familie er klar. Selv hvis de forstod, at hun ikke var besat af en dæmon, men led af et fysisk handicap. I Nordghana er der ikke nogen hjælp til handicappede. Der er ikke nogen kørestole, kørestolsramper, medicinske tiltag, lifte eller lignende. Her er bare den benhårde afrikanske natur og lerhytter uden strøm. Det er ren overlevelse - og ’survival of the fittest’ hjulpet lidt på vej.