I den vestlige verden har vi en masse systemer og begreber til at forstå vores adfærd. Alle ved eks., at prisen på en vare reguleres af udbud og efterspørgsel. Eller gør den? I Tumu, en lille by i Nordghana, er Karl Marx en by i Rusland. Her gælder enkle begreber som respekt og tradition. Dette betyder, at selv en krukke bolsjer, som står længst fremme på disken i kiosken, kan føles uden for rækkevidde.

”This one I chop today…”

Det er i slutningen af måneden. Traditionen tro har vi derfor været nede i banken og hente kontoudskrifter og hæve penge. Da vi har mange aktiviteter kørende og flere ansatte, hæver vi som regel en god portion. Selvom denne portion er den samme som forrige måned, er den ekstra god i dag. Der er nemlig kommet nye 2-Ghana cedis sedler i Ghana. Vi får derfor et helt nyt bundt sedler, som endda er i nummereret rækkefølge. Jeg tænker, at en seddel er en seddel og tager hjem til huset. Vores vagtmand stopper mig ved indkørslen og spørger om et løn forskud på to Ghana cedis. Men selvom jeg fortæller ham om de nye sedler, insisterer han på at få 2 af de gamle 1 Ghana Cedis sedler. Mens han holder dem i hver sin hånd griner han og løfter først den ene og derefter den anden. ”This one I chop today and this one I chop tomorrow”. Det koster en Ghana cedis for en god portion mad i Tumu. Derfor var det vigtigt for vores vagtmand at få to sedler. En til hvert måltid. Jeg studser over den måde han, med et stort smil, betragter hver seddel som en skål mad. Pengesedler er jo bare et symbol tænker jeg. Han kunne vel bare købe for én Ghana cedis mad, betale med en 2-Ghana cedis seddel og få én tilbage. Men måske er en seddel ikke bare en seddel.

”…Så tror folk man er noget”

Rygtet er gået. De nye Ghana Cedis sedler er kommet til Tumu. Mens vi sidder og arbejder på kontoret, kommer en kollega ind. ”Er det rigtigt, at I har de nye 2-Ghana cedis sedler?”. Han vil gerne have vekslet nogle gamle sedler. ”Hvis man har de nye sedler, tror folk, man er noget”, siger han. Mens vores kollega holder de nye sedler i hånden, kigger han smilende på dem. Nøjagtigt på samme måde som vores vagtmand gjorde med de gamle sedler tidligere på dagen. Der er dog en forskel. Vores kollega er begejstret over selve pengesedlen, hvorimod vores vagtmand var begejstret over hvad man kunne bruge den til – en skål mad. Jeg kigger på denne nye 2-Ghana cedis pengeseddel og Dr. Kwame Nkrumah, Ghanas første præsident, kigger lige tilbage. Er det mon hans skyld. Er det ham, der gør denne nye seddel til noget særligt? Vores kollega forlader glad kontoret med de nye sedler i hånden. Med den begejstring han viser for den nye seddel, så kan jeg ikke lade være med at overveje om én 2-Ghana cedis seddel i praksis er mere værd end to 1-Ghana cedis sedler.

”Har du penge så kan du få...”

Vi er færdige på kontoret. Jeg pakker sammen og cykler hjemad men jeg skal lige købe noget ind på vejen. Efter at have bedt om de sædvanlige varer ser jeg en krukke bolsjer, som står længst fremme på disken. Det er ikke mange bolsjer, man kan få i Tumu, og de her ser ualmindelig gode ud. Jeg køber ét bare for at være sikker. Den smager godt. Derfor spørger jeg, hvad krukken koster. Den kan jeg ikke købe, lyder svaret hos damen bag disken. Forklaringen er enkel. Det er den eneste krukke, hun har tilbage. Hvis hun sælger hele krukken, så har hun ikke nogle bolsjer tilbage, når der kommer andre, der godt vil købe. Men er det ikke hele ideen, at man i en kiosk skal sælge sine varer? Jeg vil endda gerne betale ekstra for at købe alle bolsjerne. Selvom dette ifølge min opdragelse er omvendt logik. Jo mere man køber, jo billigere burde det blive. Men hun er fast besluttet. Hele krukken er ikke til salg. Hvad blev der af udbud og efterspørgsel? Jeg nøjes med de varer, jeg allerede har købt og putter mine nye 2-Ghana cedis sedler tilbage i pungen, og får for anden gang i dag øjenkontakt med Dr. Kwame Nkrumah. Mens jeg cykler hjem, kan jeg ikke lade vare med at tænke på om Karl Marx og Co. nogensinde har været i Tumu.