Nogle gange må det godt bare handle om i fællesskab at hæve firhjulstrækkerens ene hjul så meget, at akslerne hæves fri af mudderet. Ghanesisk mudder og hjælpsomme hænder sætter tankerne i gang: Er det personlige ansvar på retur i det moderne samfund?

- You jack! Smælder Danladi. Jeg drejer intenst videre på donkraften. Sveden driver af mig. Mine bukser og ben er badet i Ghanesisk mudder. Det er min nakke og mine arme også.

Nakken og armene har jeg nu selv smurt ind. Mod solen, myggene og nogle særdeles blodtørstige fluer. Vi står nu på femte time i en mudderpøl sammen med begge vores biler. De står i mudder til akslerne.  

Det gælder om at hæve det ene hjul så meget, at vi kan lægge sten under hjulet og derved hæve undervognen fri af mudderet. Samme procedure gentages flere gange på hvert hjul. Det er Ghana. Det handler om sundhed. Og så handler det om, hvor fantastisk et folk, Ghaneserne er, når sovsen brænder på.

I Ghana findes ikke nogen pendant til Dansk Autohjælp. Der er ikke nogen, man kan ringe til, som kommer inden for en time. Ingen, man kan overlade ansvaret til. Alligevel er vi ikke alene. Overhovedet ikke.

Der er ikke gået en time, før der står tyve mand fra den nærmeste landsby med hakker, stenhårde bondemuskler og ikke mindst hver sin mening om, hvordan bilerne bedst kan befries af muddersuppedasen. Bølgerne går højt.

Tyve hjælpende hænder

Min kollega Simon og jeg arbejder sammen med vores respektive kærester på et sundhedsprojekt i det nordlige Ghana. Vi er her for at forbedre den primære sundhed i distriktet, som vores målbeskrivelse så fint formulerer det.

En del af indsatsen er at hjælpe det offentlige sundhedssystem med at strukturere og systematisere sundhedsindsatsen, både på distriktsniveau og ude på sundhedsposterne rundt i distriktet. Det er en af de sundhedsposter, vi forsøgte at nå, da vi kørte fast.

Det er hårdt at grave en bil fri i tredive fugtige graders varme. Så vi skiftes alle til at jacke, grave og komme med gode råd fra sidelinjen. De, der ikke er plads til rundt om bilen, går rundt mellem træerne med macheter. De hugger grene ned, som bilen kan køre på, når vi engang får den fri. Andre henter de sten, vi skal bruge til at lægge under hjulene.

Jeg står midt i en flok storsnakkende ghanesere. Jeg forstår ikke, hvad der driver dem. Hvorfor bliver de? Det er ikke deres bil. De kender ikke os. Og vi kender ikke dem. Selv kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst tilbød min hjælp til nogen i nødsporet hjemme i Danmark.

Hjemme er den slags ligesom ikke mit bord. - De har vel en telefon og et Falck abonnement, tænker jeg ved mig selv og sætter farten op. Jeg skulle jo nødig overskride min tidsplan.

Sådan er det ikke her i Ghanas nordlige distrikter, hvor Falck-abonnementet består af frivillige hænder fra den nærmeste landsby, i dette tilfælde kyndigt ledt af vores gode ven og chauffør på sundhedsadministrationen, Danladi. Alle rev de en dag ud af kalenderen for at ligge i mudderet sammen med Simon og jeg.

Broen, der styrtede sammen på grund af den heftige regn.

Sundhed er et fælles ansvar

De gør det, fordi vi arbejder for sundhedsvæsenet. Og de ser det som deres ansvar, at vi slipper fri af mudderet igen. Vi er som sundhedsvæsen ikke til meget gavn for landsbyens beboere så længe, vi står i mudder til knæene.

Landsbyen investerede den dag i deres egen sundhed. En investering i fællesskabet, som vi i stigende grad glemmer i vores moderne velfærdssamfund, fordi der altid er et system, der kan tage over.

De mennesker fra landsbyen tog den dag ansvar for egen sundhed, fordi det er den eneste mulighed. Uden dem når vi ikke frem. Og det ved de godt.

Jeg siger ikke, at man er nødt til at leve i et land med en børnedødelig, der kan stå op og drikke i den dybe ende af svømmehallen, fordi systemet halter.

Velfungerende børnevaccinationsprogrammer, gratis læge, skolegang og hvad vi ellers lægger krop til hjemme i Danmark er nødvendigt. Vi skal have et omfattende og altfavnende samfund, hvor alle med behov kan få den hjælp, de behøver.

Men det går galt, når vi ikke længere kan se os selv eller vores nabo for systemet. Så fralægger vi os vores ansvar, fordi vi fjerner os fra hinanden som mennesker. Og så taber vi fællesskabet af syne.

Ansvar ligesom fitness

Det burde være muligt at have et velfungerende velfærdssamfund med social sikkerhed og måske endda Falck abonnement uden, at vi fralægger os ansvaret for os selv og naboen.

Men det kræver, at vi aktivt yder en indsats i den retning, ligesom når vi bruger en time i fitness center, fordi vi har indset, at livet i vores moderne samfund ikke længere tilbyder os den daglige motion.

Måske, vi kunne gøre det til en daglig øvelse at tænke ved os selv: ”Hvad kan jeg selv gøre,” i stedet for at tænke: ”Nogen må da gøre noget.”

Måske, det moderne samfund er blevet lidt for moderne. Måske kan vi også lære noget af Ghaneserne.