Fest for den afdøde høvdings reinkarnation. Lidt af en ilddåb for de to nye IMCCere.

IMCC-projektet har kørt i Tumu, Upper West Region, Ghana siden 1997. Som udsendt med IMCC-Uland, står vi på et bjerg af erfaringer, venskaber, skuffelser og sejre. Et bjerg på godt og ondt. Det er IMCC-arven.   

Skæggede mænd med rynker og gråt kruset hår. De sidder i røde plasticstole uden for høvdingens palads. De hilser venligt, da vi bukker os, lægger venstre hånd på højres underarm og trykker deres hænder. De besvarer vores hilsen med et ”fine” eller med nogle gloser på Sissali - det lokale sprog, vi endnu ikke har lært. Stolene og de gamle mænd vender ud mod en åben plads, hvor unge mænd - og senere alt, hvad der kan krybe og gå - danser og hamrer på tre opstillede trommer. Efter hilserunden står der nu en klynge røde havestole mere og venter på de 6 hvide. Eller Folier, som vi kaldes på Sissali. Vi er velkomne. Vi føler os velkomne. 

Kristian stifter bekendskab med den lokale bryg Pito. Inden man drikker den, skal man hælde en smule ud på jorden til forfædrene.

I midten af den dansende flok står Danladi. Han er ven af IMCC huset. Det var ham, som stak hovedet ind tidligere på dagen og inviterede os til fest på paladset. Nu styrer han myndigt både rytmer og dans. Han griner til os. Vi kender ham ikke rigtigt endnu, men vi griner tilbage. Vores nye kollega Simon forklarer og peger ansigter ud. Vores fingermuskler er på overarbejde. Det er ikke få, man skal introduceres til.

Vi er de nye IMCCere i Tumu. Vi kender ikke et øje udover vores medudsendte Simon og Kirsten, der allerede har et halvt år på bagen. Alligevel møder vi smilende ansigter alle vegne. De kender nemlig os – eller nærmere – de kender alle de tidligere folier. The IMCC´s. Og vi er gennem vores uddannelse i organisationen socialiseret til at vide, hvordan vi som udsendte med IMCC skal være. I vores uddannelsesår i Danmark begyndte vores introduktion til IMCC arven nemlig. Man skal huske en gave til høvdingen, man skal ikke køre bil i mørke, osv. osv. Vi har et forspring. Et meget stort et.

IMCC-projektet har kørt i Tumu, Upper West Region, Ghana siden 1997. I den tid har der konstant opholdt sig fire IMCC-folier i byen. I perioder hele seks. Vi står derfor på et bjerg af erfaringer, venskaber, skuffelser og sejre. Et bjerg på godt og ondt. Det er blevet en kraft, der for os er lige så magtfuld som den centrifugale. Den er der bare. Det er IMCC-arven.

Hvad er IMCC-arven?

Som IMCCere er vi blevet socialiseret til en bestemt opførsel, en bestemt tankegang. Den kommer til udtryk i overleveringen. Det er de gamle på projektet, som giver kontakter og viden videre, som er blevet overleveret gennem generationer. De har jo også gjort et stort arbejde sammen med andre gamle IMCCere, hvor de har skabt kontakter, sat grænser og udvidet vores horisont. Fundet ud af, hvem man kan bruge og hvem man ikke kan.

Vi får som nye udsendte overdraget et helt sæt traditioner, som, giver os et godt forhold til de lokale. Her er staff welcome-sitting et godt eksempel. De gamle introducerer en god tradition for de nye. De ansatte får mulighed for at lære os at kende og fortælle røverhistorier om de gamle IMCC´er. Også når bilen går i stykker, er der hjælp at hente i kontakter, som måske blev skabt for år tilbage med benarbejde fra gamle IMCCere. Dem nyder vi godt af i dag. Hvordan arbejder vi? Det har vi brugt mange år på at finde ud. Det ændrer sig stadig, men vi oparbejder en viden om, hvordan vi formidler vores kompetencer og hvad der er ”best practice”. Derved undgår vi nogle af de fodfejl, der måske ellers ville opstå, hvis vi skulle starte fra bunden.

Snakken og historierne rundt om bordet i IMCC-huset formidler noget af den viden, der er blevet givet videre gennem generationer af IMCCere. Det er viden om alt fra, hvor det bedste spisested i byen ligger til, hvordan man bedst udfører forskning i samarbejde med byens NGOer. Når vi kører til Ouagadougou i Burkina Faso 3 timer væk for at handle stort ind og spise lækker fransk mad, så kører vi automatisk hen på hotellet hvor ”vi IMCC´ere plejer at bo”. Vi behøver ikke slå op i guidebogen og prøve os frem. Andre har gjort forarbejdet for os.

Bjergets bagside

Når vores tørn er taget, står nye IMCC´ere klar til at træde til. De kommer ligesom os til at skulle løfte arven, til den tid vores arv. Derfor skal vi tænke os om, for vores handlinger vil give genlyd op gennem tiden. Forleden kom vores vagtmand forbi med en regning på sin kones hospitalsophold. Hvad skal vi gøre? Plejer man at betale? Hvad er praksis her i huset? Det krævede et møde. Vi betaler faktisk for hans sygeforsikring, så denne situation burde slet ikke opstå. Vi ender med at betale. Vi fandt i fællesskab frem til holdbare argumenter, og dem skriver vi ned. Gemmer det i arkiverne. Hvem ved, måske skal vores efterfølgere engang forsvare vores handlinger.

I fremtiden vil ikke bare vi, men også mange nye generationer af IMCC´ere hilse på efterdønningerne af de beslutninger, vi kommer til at træffe. Lige som vi hver dag konfronteres med arven efter vores forgængeres nederlag og sejre. Et projekt som det i Tumu er foranderligt. Det betyder, at hvad der i tidligere år var en god ide, i dag ikke nødvendigvis betragtes som en bæredygtig løsning.
IMMC byggede for år tilbage et gæstehus i et forsøg på at trække forskere til Tumu. Dengang var der ingen bolig til at huse forskere, så det ansås dengang som en forudsætning for overhovedet at få forskere hertil. Siden har projektet ændret sig. Danidas civilsamfundsstrategi har sat sine spor, og en ændret tilgang til forskning har betydet, at man ikke længere nødvendigvis er afhængige af forskere udefra. Og dermed har gæstehuset til dels udspillet sin rolle. Men arven efter gæstehuset lever stadig, selvom huset formelt er overdraget.

Alligevel nyder vi udsigten

At vi stadig kæmper med et gæstehus, der ikke længere bidrager til at opfylde projektets målsætning er ikke udtryk for, at tidligere udsendte har handlet med hovedet under armen. Det er blot en følge af historikken, som et gammelt projekt med mange udsendte på bagen, må anerkende og respektere. Og netop respekten for bjerget, vi står på, er uden tvivl en hjørnesten i projektet.  
Rotationen kræver, at vi til stadighed overleverer vores viden, og ikke mindst respekterer den viden, vi bliver tildelt. Når det er sagt, er det især de sociale relationer, der nyder godt af IMCC-arven. Et eksempel er noget så lavpraktisk som volleyball om søndagen.

I den time, hvor solen gradvis mister sin styrke og omdanner dagen til aften, triller fire IMCCere på deres cykler ned ad jordvejen på vej mod Volleybanen. I løbet af minutter samler venner og kolleger sig omkring nettet. Banen kridtes op med en indtørret pind, der bores ned i det røde grus og trækker den nødvendige ramme for samværet. Andre samler de største sten og kaster dem ud af banen. En knægt stiller sig ved den ene ende af nettet med en sten. Et fast slag mod jernpælen, som nettet i den ene ende er fastgjort til, udgør en glimrende klokke. Det er ren hygge.

Søndagsvolley er med til at opbygge de uformelle relationer. Og så er det både sundt og hyggeligt.

Men hyggen har en bagtanke. IMCC søger at øge samarbejdet mellem civilsamfundet og det offentlige system på sundhedsområdet. Et øget samarbejde lever ikke blot op til Danidas øgede fokus på civilsamfundet. Det vil også medvirke til bedre sundhedsydelser, hvis parterne slår pjalterne sammen og udnytter hinandens kompetencer. Men hvor opstår samarbejdet? Generationer af udsendtes erfaringer i Tumu er, at de uformelle relationer foregår de formelle relationer.  Hyggen tjener altså et højere formål, fordi den fælles kamp for at få bolden over nettet kan medvirke til at skabe de sociale relationer, som vi anser for bærende for samarbejdet mellem parterne.

Hvordan fik Folierne i byen bekendte nok til at stille med to volleyhold? Den slags tager tid at opbygge. Vi lever her og på mange andre områder højt på tidligere udsendtes initiativer. Vores opgave er nu at løfte arven fra vores forgængere.

Kari og Kristian

Kari og Kristian er udsendt med IMCC-Uland. De ankom til Tumu i juli, hvor de gennem de næste 14 måneder skal arbejde med sundhed i distriktet.