Jeg har snakket med kvinder, som har mistet et eller flere børn. Og de siger ”it’s the work of God - it’s not up to us to decide whether the child should live or not”. Jeg kommer fra en verden, hvor vi gør alt, hvad der står i vores magt for at holde fast i livet. Hvor vi har svært ved at acceptere sygdom og eventuelt død. Signe Hjuler Kristensen reflekterer over en dag på en sundhedsklinik i Ghana.

Signe Hjuler Kristensen er udsendt med IMCC-Uland til det nordlige Ghana. IMCC-Uland arbejder bl.a. for at styrke den lokale sundhedsadministration i at yde og koordinere sundhedsydelserne på distriktets sundhedsklinikker. For at være i stand til dette, er det nødvendig at have en god indsigt i arbejdet på en sundhedsklinik og deres problemstillinger, derfor deltager IMCC-ulands frivillige ind imellem i arbejdet på en klinik.

En lille drengs skæbne

Et meget ungt forældrepar kommer til sundhedsklinikken med en lille dreng på ca. seks måneder. Drengen er meget syg, han er slap, vil ikke tage bryst, græder ikke, reagerer faktisk ikke rigtig. Sygeplejersken undersøger drengen; han har feber, diarré og vejrtrækningen er besværet og uregelmæssig. Forældrene er tavse og tydeligt bekymrede. De er fra en anden stamme end sygeplejersken på klinikken, og kommunikationen er svær. Sygeplejersken skælder dem ud: ”hvorfor er I først kommet nu – I skulle være kommet for lang tid siden?” På klinikken er der ikke laboratorium, og hun må behandle på symptomer. Malariabehandling, og to slags antibiotika mod maveinfektion og luftvejsinfektion. Forældrene er fattige, de har ingen sygesikring og behandlingen er dyr for dem – men enten håber de, at det hjælper, eller også tør de ikke sige sygeplejersken imod. Gule piller bliver knust, puttet i en flaske og blandet med vand. De tvinger det i drengen, som kaster det hele op. Vi er på klinikken med en bil og skal til Tumu, hvor der er et hospital med bedre behandlingsmuligheder. Vi bliver enige om, at tage familien med i bilen, så drengen kan blive indlagt.

Inde i bilen bliver drengens vejrtrækning stadig mere uregelmæssig, og han vender regelmæssigt det hvide ud af øjnene. Vi skynder os på de dårlige grusveje. Vi stopper på vejen i deres landsby – de skal have nogle penge med. Da vi stopper, kommer en kone hen til os, hun snakker med forældrene, tager drengen ud og begynder at gå med ham. Forældrene følger efter. Jeg springer ud ”hvad laver I? Vi skal have drengen hurtigt ind til hospitalet – han er meget syg!” De forstår ikke engelsk. En ung mand oversætter. Mange fra landsbyen blander sig nu i diskussionen. Jeg står og venter, forstår de ingenting? Er de ligeglade? Jeg forstår det ikke! Det ender med, at de sætter sig ind i bilen, og vi fortsætter til Tumu. Dagen efter tager jeg på hospitalet – de er væk. Drengen døde kort efter ankomsten.

Er der håb, forsøger vi

En lille dreng er død af banale sygdomme, som nemt kunne være behandlet, hvis de var kommet tidligere. Jeg har snakket med kvinder, som har mistet et eller flere børn, og de siger ”it’s the work of God -it’s not up to us to decide whether the child should live or not”. Her opstår kløften mellem to kulturer. Jeg kommer fra en verden, hvor vi har svært ved at acceptere sygdom og eventuelt død.  Hvor vi gør alt, hvad der er i vores magt for at holde fast i livet. Og så står jeg i Ghana udenfor en bil, og ser en kone gå væk med en meget syg dreng. Det er virkelig svært at forstå og acceptere for én som mig.

Kvinder fra Sissala East District i det nordlige Ghana

Jeg har lært, at det ikke er let at ændre på en befolknings sundhedstilstand. Det er ikke kun et spørgsmål om udbuddet af medicin eller læger. Hvis det næsten er en garanti, at man mister et af sine børn, før det fylder fem, så er man tvunget til at opfatte livet anderledes. Hvis man skal sikre familiens overlevelse, må man satse på den stærkeste hest. Man har ikke råd til at spilde knappe ressourcer, som for eksempel tid der kunne være brugt på ude på marken eller penge, der kunne give de andre børn mad, på et lille barn, som har dårlige odds. I stedet lader man det være op til noget, der er større end en selv til at bestemme, og det er spild af ressourcer at forsøge at modarbejde dette.

Og så alligevel – de endte jo til sidst på klinikken, og tog med til hospitalet trods landsbyens modstand. Måske er mennesker mere lig verden over: Er der et spinkelt håb, så forsøger vi…