Nyhedsbrev

Tilmeld dig IMCC Ulands Nyhedsbrev og få opdateringer én gang i kvartalet.

Begivenheder

Fredag den 09. marts
Introweekend
Obama – Afrikas frelser?
Skrevet af af Jesper Breining   
Lørdag, 29. august 2009 21:42

Billede_artikel1_netMit eget blege ansigt stirrer op fra det sorte kloakvand, som er løbet over og ud på vejen fra de åbne kloakrør. Små bobler stiger op fra bunden og laver ringe i vandet. Ironisk nok ligger det ghanesiske sundhedsministerium lige overfor, den øverste myndighed inden for det område, jeg og Anna skal arbejde med i de næste 14 måneder.

 

Afrikas fortabte søn

I Ghana ligger det næste ironiske sammentræf altid lige rundt om hjørnet. Senere støder jeg ind i selve Barack Obama, som er på sit første besøg i Afrika som siddende præsident, hans pansrede limousine ”The Beast” kanter sig gennem byens smalle gader, flankeret af helikoptere og Secret Service-folk. Jeg fanger et glimt af et sort jakkesæt og hvid flip - og måske et smil bag de tykke panserruder? Ghaneserne ser USA's nye præsident som en frelserfigur, der vil trække det sorte kontinent ud af mørket: overalt stars and stripes-Wunderbaumtræer og -vimpler, Obama-figurer og t-shirts, blå og rødstribede nederdele med Obama-hoveder påtrykt. Afrikas fortabte søn er vendt hjem. For 40 kroner er jeg blevet ejer af en spraglet skjorte med forgyldte knapper og et billede af USA's 44. præsident, der får ghaneserne til at dreje om på gaden og hilse med et begejstret ”Obaaa-ma!” og en ung pige til at udbryde ”Nice shirt, mister, it looks good on you!”

To timer senere sidder jeg og drikker ghanesisk fadøl og tørrer sveden af panden på en irsk pub i Osu-kvarteret. Vi må trygle den hvide ejer om at slå væk fra cricketkampen, så vi kan se talen, som præsidentens presseafdeling allerede kalder historisk. Da Obama indtager talerstolen i National Congress Center, ligner han en ny messias.

Billede_artikel1_net2

Præsidenterne John Atta-Mills og Barack Obama

En typisk Obama

Talen er en velkomponeret peptalk henvendt direkte til den afrikanske befolkning, med fyndige bemærkninger som ”Your health is our health”, ”The future will be decided not only from Washington, but also from Accra”, og ”The world is what you make it”. Budskabet er typisk amerikansk: Du er din egen lykkes smed. Obama opfordrer til ”change”. Dyrk og eksporter flere fødevarer, messer han. You can do it. Yes you can.
Det er vigtigt med et stærkt demokrati og et godt sundhedssystem, pointerer Obama og lover at videreføre George Bush's populære hjælpeprogrammer imod polio, tuberkulose og malaria.

Her kommer jeg til at tænke på det sorte kloakvand foran Sundhedsministeriet.
Det er regntid, og hele byen er en mudderpøl. Nogle veje er oversvømmede, fordi de åbne kloakrør er tilstoppede eller blokeret af købmandsboder. Brakvandet er arnested for malariemyg og dødelige infektionssygdomme.

Jeg spørger mig selv: Hvordan kan et sundhedsministerium, hvis egen rendesten er en smittekilde for tropesygdomme, håndtere folkesundheden i et land, hvor det tager to dage i firhjulstrækker at komme til den fjerneste provins? Og hvad hjælper amerikanske vaccinationsprogrammer, når befolkningen har brug for kloaksystemer og banal viden om hygiejne?

Èn læge per 100.000

Om en uge begiver jeg og Anna os til Ghanas nordligste distrikt, Sissala East District i Upper West Region – eller ”Sissala-Sibirien”, som vittige hunde i sundhedssystemet har døbt det, et sted så fjernt fra Accra, at man kun har kunnet besætte én ud af de fem lægestillinger, som distriktshospitalet som et minimum behøver. Her kommer Obama ikke på besøg. Og det gør Verdensbanken heller ikke. Den har lige besluttet at yde Ghana et milliardlån, på den betingelse at regeringen sender den allerede magre offentlige sektor på slankekur. Lånet skal gå til at forbedre infrastrukturen op til Ghanas mineralrige mineområder. Tiltrængt? Måske. Men hvad med Tumu District Hospital, hvor doktor Zack alene betjener 100.000 mennesker? Og hvad med det lokale sundhedsteam, der i 2009 har modtaget sølle 300 dollar fra Sundhedsministeriet til forebyggende indsatser?

Jeg sipper til den iskolde Castle og tænker en smule kynisk på, om Obama mon er Afrikas store håb, eller om han snarere er blevet et symbol på alt det, han selv tager afstand fra: Ideen om en velgører – en frelser – der dukker uventet op og løser alle Afrikas problemer, så befolkningen slipper for at tage ansvar for dem selv?

Jesper Breining og Anna Aaby er udsendt for IMCC Uland i det nordlige Ghana og skriver en sundhedsblog for Danidas blad Udvikling. Læs mere på www.udvikling.dk under blogs.

Share on Facebook