| Tirsdag den 13. Juli Mali begivenhed |
| Mandag den 09. august Sommerkursus |
| Mandag den 16. august Global Health |
| Lørdag den 21. august Ulandsmøde |
| Mandag den 23. august Global Health |
Projektet i San LucasProjektet i San Lucas er 100 pct. Danidafinansieret og blev opstartet i juli 2001. Den første fase varede fra 2001-2006, og den anden, nuværende fase løber frem til juli 2011. I øjeblikket arbejdes der på højtryk på at planlægge og få bevilling til en tredje projektfase, der vil løbe frem til år 2016. I denne mulige tredje projektfase vil der være et øget fokus på at kapacitetsopbygge civilsamfundet og sikre den langsigtede bæredygtighed af de igangsatte aktiviteter. GeografiProjektet har base i den lille landsby San Lucas, der er kommunal hovedby i San Lucas Kommune, i Chuquisacadepartementet, i den sydlige del af Bolivia. San Lucas by ligger i 3100 meters højde, men hele kommunens areal inkluderer både højland, som ligger i 4200 meters højde, og dalområder, der ligger i 1100 meters højde. Kommunens areal svarer til ca. to gange Fyns størrelse, hvoraf projektets indsatsområde udgør ca. halvdelen. I kommunen bor der i alt ca. 40.000 indbyggere, hvoraf stort set alle nedstammer fra den oprindelige befolkning. Disse er fordelt på i alt 123 landsbyer med San Lucas by som den største med ca. 1500 indbyggere. Sundhedsproblemstillinger i projektets indsatsområdeI projektets indsatområde bor op til 90 pct. af befolkningen på landet, ofte i små, meget fjerntliggende landsbysamfund med dårlig forbindelse til det etablerede sundhedssystem. Områdets høje grad af isolation betyder, at civilsamfundets organisering er meget fragmenteret og svag. Det betyder igen, at eksempelvis kvinder, sammenslutningen af traditionelle behandlere samt forskellige minoritetsgrupper har meget svært ved at tale deres sag og gøre deres krav gældende overfor myndighederne. Samtidig er sundhedsinfrastrukturen stadig mangelfuld, ligesom en stor kulturel distance mellem det offentlige, mere vestligt medicinsk orienterede sundhedsvæsen og landbefolkningen, får mange til direkte at frygte og deraf fravælge brugen af kommunens sundhedsposter og hospitalet. Sidstnævnte er bl.a. medvirkende til, at et relativt stort antal kvinder i den fødedygtige alder dør af graviditets- eller fødselskomplikationer. Samtidig er børnedødeligheden meget høj, hvilket først og fremmest skyldes fejlernæring samt luftsvejssygdomme og diarré. Desuden er der en høj forekomst af sydamerikansk sovesyge, chagas, forårsaget af parasitter overført gennem bid fra den såkaldte vinchugabille. Projektets formål og aktiviteterDet nuværende projekts overordnede målsætning er at skabe forbedret sundhed for landbefolkningen, specielt for kvinder og børn under fem år samt at forbedre og udbygge kommunens sundhedstilbud. IMCC arbejder i tæt samarbejde med civilsamfundet for at opnå disse målsætninger ved at styrke målgruppens viden om sundhed og sygdom, samt at styrke forståelsen for landbefolkningens sygdomsopfattelse. Dette sker med henblik på, at målgruppen i højere grad gør brug af sundhedssystemet således, at patientbesøgene på sundhedsposterne og hospital øges. Disse overordnede mål forsøges opnået gennem en række aktiviteter, bl.a. arbejder IMCC på at bygge bro mellem behandlere indenfor den traditionelle sygdomsforståelse og det etablerede, mere vestligt orienterede sundhedssystem. Dette gøres ved, at projektets bolivianske ansatte afholder kurser for de traditionelle behandlere med interkulturel sundhed som tema samt ved afholdelse af kvindegrupper, hvor kvinder undervises i temaer som basal sundhed, ernæring, graviditet, fødsel, organisering og ledelse mm. Samtidig yder IMCC støtte til kapacitetsopbygningen af organisationen for frivillige sundhedshjælpere, der arbejder præventivt i landsbyerne ved at udbrede kendskabet til de almindeligste sygdomme og deres forebyggelse og behandling. Ydermere finansierer IMCC årligt 30 skolelegater, hovedsageligt til unge ansøgere fra vores indsatsområde, der arbejder som frivillige sundhedshjælpere. Legatet opkvalificerer ansøgerne til, hvad der svarer til en dansk studentereksamen, og rettes mod at give kvalificerede personer fra landbefolkningen mulighed for at søge de to legater, til den toårige sygehjælperuddannelse, som IMCC ligeledes uddeler. Ny tredje projektfaseI den nye projektfase fokuseres i højere grad på at opnå sundhed gennem et stærkt og uafhængigt civilsamfund, da civilsamfundets organisering er begrænset, og befolkningen derfor har dårlige forudsætninger for at få deres holdninger hørt af myndighederne. Dette afspejler sig også i sundhedssystemet, der er kendetegnet ved kun i begrænset omfang at være tilpasset landbefolkningens behov. Projektet vil indgå i et tæt samarbejde med en række partnere, som udgøres af civilsamfundsorganisationerne: bondefagforeningen La Central, kvindeorganisationen Inti Pallay, foreningen for frivillige sundhedshjælpere, OCIACS og foreningen for traditionelle behandlere, CONPROMET. Disse placeres mere centralt end hidtil, og vil være hovedansvarlige for at implementere projektet. IMCCs rolle vil blive at styrke organiseringen af civilsamfundet i indsatsområdet, samt dialogen mellem civilsamfundet og sundhedssystemet med henblik på, at landbefolkningen får opfyldt deres basale sundhedsbehov. Dette gøres bla. igennem kapacitetsopbygning af civilsamfundsorganisationerne, således at deres evne til at repræsentere landbefolkningen overfor sundhedsmyndighederne forbedres, hvorved de fattige og underprioriterede samfundsgrupper kan komme til orde. Herved vil IMCC fungere som støtte og bindeled mellem civilsamfundet og sundhedssystemet samt yde fortalervirksomhed, hvor samarbejde og kommunikation styrkes mellem partneren og det offentlige system, og landbefolkningen således bliver bedre i stand til at gøre deres krav og behov gældende. Desuden tilføres landbefolkningen, via forskellige aktiviteter, kurser for traditionelle behandlere og sundhedsværksteder gennemført af de forskellige civilsamfundsorganisationer, bedre værktøjer til at håndtere og tage ansvar for egen sundhed, herunder specielt hygiejne og ernæring samt seksuelt overførte sygdomme. Undervisningen rettes som noget nyt i tredje fase mod skoleelever for at påvirke målgruppen i en yngre alder. Der vil ligeledes være fokus på opfølgning af undervisningen i landsbyerne i form af sundhedsbrigader, der opsøger folk i deres hjem og rådgiver om forholdene med henblik på at praktisere de teknikker, der undervises i på kurserne.
|
| Senest opdateret: Tirsdag, 02. februar 2010 13:25 |