IMCC Uland arrangerer undervisning i sundhed for kvinder i landsbyerne i et område af Bolivia. Landbyerne ligger typisk langt væk fra hovedbyen San Lucas, hvor IMCC har kontor på hospitalet. Her fortæller Sidsel om følelsen af hjælpeløshed hos kvinder med syge børn der ikke kan behandles, om undervisningen som starter med et kursus i at sy kjoler og om de mange andre indtryk man kan få af at arbejde langt fra asfalterede hovedveje.

Transport til Pirhuani: 4 timer i bil og 6-7 timer til fods

Pirhuani er et af de steder, hvor vi afholder kurser, der ligger længst væk. Fra San Lucas kører man 4 timer i bil og derfra er det kun muligt, at nå dalen til fods. Heldigvis stod to bolivianer mænd klar med deres mulddyr til at slæbe mad, stof og andet kursusmateriale, da vi, min kæreste Philipp og jeg, i oktober deltog på et kursus. Som de to gæve danskere vi er, valgte vi at bære vores egen bagage selv, da hele turen var ned ad bakke. Heldigvis er bolivianeres ben meget korte, så vi havde ingen problemer med at følge med mændende med muldyrene og vores to ansatte, som skulle afholde kurset.

Transport til Pirhuani - 4 timer i bil, 7 timer til fods

Hjælpeløshed

Et par timer inden Pirhuani mødte vi en kvinde, som sad i skyggen med sin baby. Efter kort tid gik det op for os, at denne kvinde var dybt ulykkelig. Hendes barn på 2 mdr. spiste ikke og kastede konstant op. Hun fortalte, at hun havde været på sundhedsposten, men det ikke nyttede. Nu var hun på vej hjem med sit syge barn, som højst sandsynligt ikke ville leve natten over. Vi fandt senere ud af, at sundhedshjælperen på posten, mente barnet havde lungebetændelse og han havde anbefalet kvinden at tage til San Lucas, men at hun ikke ville. Det er en ubeskrivelig frygtelig følelse at se et barn, som man højst sandsynligt kunne være blevet reddet med væskebehandling og antibiotika i Danmark (og måske også San Lucas) ligge og vente på at dø. Men endnu mere specielt var den generelle opfattelse af et babylivs værd blandt vores ansatte Virginia og Sandra. Det virkede som om, at når man endnu ikke havde bevist sit værd, så var døden en ganske naturlig og almindelig risiko. Det havde været langt mere frygteligt, hvis moderen var død i forbindelse med fødselen. Denne opfattelse af livs værd og skelnen mellem, hvornår det er en del af naturens gang og hvornår det er en frygtelig begivenhed kan måske virke provokerende for os danskere, men måske er den nødvendig, da spædbørnsdødeligheden er så høj hernede i forhold til Danmark.

Syning giver mulighed for at lære om sundhed

Kvindegruppen i Pirhuani er meget veletableret og de virkede enormt engageret og interesseret i kurset. Den første dag forløb med syning, som den gør på alle vores kurser. Dagen har ingen sundhedsinput, hvilket man selvfølgelig kan stille store spørgsmåltegn til, men disse kvinder er nødt til at have et incitament for at komme. Det at de kan få en hjemmelavet nederdel med hjem og vise frem, gør at deres mænd og at autoriteterne i deres landsbyer tillader kurserne. Kvinderne kommer ofte lang vejs fra, hvilket betyder, at mændene og de ældste børn i dagene hvor kurset kører, er overladt til sig selv. Vi er meget tvivl om, hvorvidt de ville komme, hvis vi sløjfede denne aktivitet.

Diaré som skuespil

Anden dagen gik med undervisning i diaré. Alle bolivianere er vilde med skuespil og lever sig enormt ind i en rolle, så deres skuespil, med diaré som tema, var enormt underholdende. Samtidig opdagede vi, at deres viden omkring temaet var ret stort. De kendte til forskellige behandlingsformer og det virkede samtidig til, at de fleste af kvinderne havde et rigtig godt forhold til sundhedshjælperen på posten og efter vores vurdering gerne ville tage til ham hvis deres børn fik problemer. Mange af stederne på landet er det mest brugt at tage til de traditionelle behandlere, som er lokale medicinmænd, der nyder stor respekt ude i de små samfund. Frygten for det officielle sundhedssystem eksisterer og betyder, at der generel er få besøgende på sundhedsposterne. Derfor var det en positiv oplevelse at se den tillid, der var mellem sundhedshjælperen og kvinderne i Pirhuani.

Elevernes dag

Midt under frokosten på anden dagen flokkedes der pludselig børn i alle aldre på den lille plads i Pirhuani. Det var åbenbart "dia de estudiantes" (elevernes dag), så alle ungerne var udklædte og lærerne rendte rundt, godt beduggede, med små flasker indeholdende det sprit, som vi plejer at bruge til at tænde op i vores grill. De var alle helt vilde med vores kamera, så det endte med close up af samtlige elever, som da også vendte tilbage senere på aftenen for at få taget flere billeder.