Efter et år med forberedelser og et tårevædet farvel i Kastrup Lufthavn til familie, sætter to nye kooperanter deres fødder i en af verdens højeste beliggende lufthavne 4058 meter over havets overflade i La Paz, Bolivia. Her venter 14 måneders frivilligt arbejde i et af de fattigste områder i Bolivia, og to glade danske ansigter med flag.

Luften er iltfattig, og sætter med det samme hjertet på arbejde. Det er svært at beskrive følelsen, når man opdager, at det rent faktisk er nu, det sker! Det gør hvert fald ikke, at hjertet får lettere arbejdsbetingelser.

Efter klem og knus, går vi, de to nye kooperanter, ud sammen med Søren og Stine, som allerede har arbejdet på projektet i fire måneder. De spørger om turen er gået okay, og nogle andre ting som jeg ikke kan huske, da jeg er rimeligt medtaget af den meget tynde luft, og den 27 timer lange rejse. Der holder den hvide Toyota LandCruiser og venter. Den ligner meget godt de billeder jeg hjemme i Danmark havde set af den - bare større. Vi nye hopper ind på bagsædet, og Søren sætter bilen i gear. 

De cirka 400 meter ned til La Paz by hjælper lidt på hjertet og stakånden, og jeg bider mærke i den fantastiske udsigt, ud over en by omgivet af bjergtoppe med sne. Samtidig kan jeg fornemme, at trafikkulturen er en anelse anderledes end den vante danske. Jeg smider et blik på Søren, som flittigt bruger hornet, speederen og bremsen, nærmest i den nævnte rækkefølge, kontinuerligt. Jeg vil gerne smalltalke lidt, men det kræver ilt, og jeg dropper tanken igen. Desuden kan jeg til gengæld benytte den sparede ilt i min hjerne, til at nyde, ja, den fantastiske udsigt.

Efter at være blevet indlogeret på et hotel, hvor Søren og Stine er på fornavn med personalet, bruger vi de første 2-3 dage på diverse kontorer. Det vil sige ikke så mange forskellige, vi løber bare rundt mellem cirka 3 forskellige kontorer, som følger stadig nye systemer. Her skal vi blandt andet akkrediteres af den bolivianske regering, for overhovedet at få lov til at arbejde frivilligt. Et normalt turistvisum gælder 90 dage, hvilket ikke er helt nok for vores vedkommende. Selvom jeg oplevede kontorenes arbejdsgang en smule bureaukratisk, erfarede jeg, at dette er en meget effektiv måde for staten at undgå korruption på. Dog afhang det lidt af det pågældende personale, om vores ansøgningsprocesser gik gnidningsfrit, eller knap så gnidningsfrit. Jeg fandt også ud af det gælder om at have sine stempler i orden. Men med en portion tålmodighed i rygsækken og nogle søde og imødekommende kontorpersonaler, fik vi på en lille uge alle de papirer, stempler og registreringer på plads, som skulle på plads. Dog med undtagelse af kørekort, da kørekortsystemet var ved at blive reformeret med det resultat, at ingen i Bolivia kunne få kørekort. I skrivende stund, 4 uger efter, er der stadig ikke udsigt til, det bliver muligt i nærmeste fremtid.

På gaderne mellem de forskellige kontorer findes der fotokopibutikker, små boder med personer, der kan skrive ansøgninger for dig på en god gammeldags skrivemaskine og små fotostudier. Alt sammen meget praktisk, når man skal ansøge. Specielt med tanke på, at nogle af de papirer der skal afleveres, SKAL afleveres skrevet fra en skrivemaskine, og IKKE printet fra en computer.

La Paz

La Paz er en levende by med restauranter, natteliv, gader fyldt med farverige cholitaer (traditionelle bolivianske damer) og butikker. Det er muligt at købe det meste, vi kender fra Danmark, og meget mere vi ikke kender.

Udover ansøgninger går tiden i La Paz med at praktisere den smule spansk, vi havde lært på spanskundervisningen i Danmark, på fx restauranter, der serverer lamakød, besøg på den danske ambassade, hvor vi for øvrigt bliver taget meget godt imod af alle, og en aften med grillfest lige udenfor La Paz med bolivianere og andre danskere involveret i NGO-arbejde.

Efter en uges tid går turen til Sucre, som ligger cirka 12 timer syd for La Paz. Her bruger vi to uger på sprogskole med intensiv undervisning. Det rykker vores spanske en masse. Efter sprogskolen gik en fire timers bumletur ad grusvej sydpå til den lille by, San Lucas, hvor vi skal arbejde og bo de næste 13 måneder.

Spændte er vi, da vi kører ind i byen og møder de mange blikke. Indlogeret i huset, vist rundt i byen og på hospitalet, hvor vores kontor er placeret, begynder vores dagligdag. Eller ikke helt. Det viser sig hurtigt i de første par dage, at vores dagligdag indebærer alt andet, end det jeg forbinder med dagligdag. Alle dage er forskellige, og konstant dukker der nye forespørgsler og udfordringer op, der skal løses. Den kontortid der hedder 8-18 findes ikke. Ansatte bolivianere og andre bolivianere kommer på alle tider af døgnet. Men i den pakke følger også læring, erfaring og smil. I vores første måned i Bolivia, har vi oplevet et folk, som måske er generte ved første øjekast, men hvor der ikke er langt til et smil. Vi oplever, at vi har meget at lære af bolivianerne, fx i forhold til værdier i hverdagen og prioritering af tid, og jeg er sikker på, at vi kan tage det med i rygsækken til resten af livet. Man kan hurtigt komme på de tanker, at det er os som kommer ned, og skal give dem noget, men jeg har allerede nu oplevet, at bolivianerne har en masse godt i posen, og deres land et kæmpe potentiale. På trods af meget arbejde, er jeg sikker på, at vi får vores indsats betalt tilbage 10-foldigt. Forhåbentligt kan de bruge vores bidrag de næste 14 måneder.

Har DU lysten, modet og noget godt i posen at dele med andre, så tøv ikke med at give dig selv en oplevelse for livet!