Som dansk studerende er man ikke vant til meget ansvar. De største forpligtigelser man har er eksamenslæsning og betaling af husleje. Man møder sjældendt store autoriteter, og ens indflydelse på samfundet er ofte beskedent. Så det var lidt af en omvæltning at komme til Bolivia...

I juni var vi henholdsvis medicinstuderende og helt ny udklækket læge. De største autoriteter vi havde kontakt med var vores undervisere, og den største samfundsindflydelse vi havde haft var, at cykle til universitetet og stemme til valg.

Nu ser tingene anderledes ud. Nu har vi ansvaret for et stort ulandsprojekt inklusiv dets fire ansatte. Vi skal fungere som ledere, administratorer, koordinatorer og som kasserer. Vi bliver hilst på af cheflægen i San Lucas, den kommune vi arbejder i, med et klap på skulderen og en snak om fodboldtuneringen i weekenden, og vi snakker med de ansatte på sundhedsministeriet om sundhedssituationen regionen. Det er overvældende pludselig at have sådan et ansvar, selvom vi kommer som unge danskere med et begrænset spansk ordforråd og grammatiske ufærdigheder.

På én måde er det en fantastisk følelse. Det er rart at blive lyttet til og det er rart at ens holdninger bliver værdsat. På den anden side føles det utroligt skræmmende. Har man de kompetencer, der skal til for at klare opgaven? Kan man leve op til det store stykke arbejde tidligere udsendte har bedrevet, og som har medført, at der er stor respekt og anerkendelse omkring organisationen IMCC?

Men ansvaret medfører også en uundværlig erfaring, som kan bruges i vores senere virke. De fleste af os i organisationen vil på et tidspunkt efter endt uddannelse skulle forvalte et stort ansvar eller fungere i lederrollen, i form af læge, folkesundhedsekspert, forsker, journalist osv. De erfaringer vi får i løbet af de 14 måneder vi er udsendt i Mali, Ghana eller Bolivia giver os en betydelig kompetence med i baggagen.

Spørgsmålet er så nu, hvordan det kommer til at føles, når vi igen vender hjem til en hverdag i Danmark kun med ansvar for husleje og cykel.