I denne sammenhæng er der ikke tale om kontoret i San Lucas, hvor vi udsendte arbejder til daglig. Nej, scenen udspiller sig på skattekontoret i Sucre, Bolivias næststørste by.

Målet med mit besøg er, som ny legal repræsentant, at få overdraget ansvaret for vores organisation, IMCC Uland i Bolivia. En umiddelbart enkelt og overkommelig opgave. Men ikke I det bolivianske bureaukrati, hvor simple procedurer let bliver meget komplicerede. Jeg vil nu fortælle om mit møde med bureaukratiet og mine fem besøg på skattekontoret.

1. besøg den 21. juli

Jeg henvender mig med de de dokumenter, der hidtil har været krævet for overdragelsen af ansvaret. Skattekontorets chef siger, at alle papirer er i orden, men at den medbragte elregning og foreningsreglement er unødvendige. Det eneste, der mangler er mine legitimitetspapirer, der på spansk hedder credential. Herefter er overdragelsen blot en formalitet, siger han.

2. besøg kl. 10:00 den 9. august

Velforberedt henvender jeg mig med de anviste papirer til kontorchefen. Han siger, at papirerne er i den skønneste orden, og jeg kan henvende mig til en hvilken som helst skranke, hvor hans søde ”niñas” (piger), ment nedladende, vil være behjælpelige.

Ved skranken får jeg at vide, jeg ikke behøver at trække et nummer, så jeg sætter mig i køen og venter. En lille times tid senere går det op for mig, at jeg alligevel skulle have trukket et nummer, og at jeg nu er sidst i køen. Da det endelig er min tur får jeg at vide, at jeg ikke skulle have henvendt mig her, og bliver anvist en ny kø. ”Niñaen” ved den næste skranke fortæller mig, at mine legitimitetspapirer, som de ser ud nu, ikke kan anvendes. Anskaffelsen af nye papirer vil kræve et besøg hos Udenrigsministeriet i hovedstaden La Paz, hvilket ville betyde en 12 timers køretur i bil. Jeg fortæller, at legitimitetspapirerne blev brugt ved sidste overdragelse, og at chefen har sagt god for det. Hun går op til chefen, vender tilbage kort efter og beklager, men at hendes ord står ved magt. ”Jamen - han sagde…!?” Forsøger jeg forgæves.

3. besøg kl. 14:30 samme dag

Kontoret åbner igen efter siestaen. Jeg har i mellemtiden kontaktet den danske ambassade, der fortæller, at papirerne, som ”niñaen” efterspurgte, slet ikke udleveres til NGO’er. Jeg tager tilbage til skattekontoret. Denne gang med backup fra Nicola, min danske kollega. Efter en times obligatorisk ventetid får vi fat på chefen. Han tilkalder sin ”niña” og fortæller hende hånligt, mens han gnider sine øjne, at nu har hun bare at gøre, som han siger, og acceptere mine papirer. Efter endnu en halv times venten hedder det nu: Du kan ikke få overdraget ansvaret, da du ikke har medbragt din sidste elregning. ”Jamen – han sagde…!?” Forsøger jeg, men igen forgæves.

4. besøg kl. 16:00 samme dag

Efter en time hos banken får jeg fremskaffet en elregning. Tilbage på kontoret venter jeg endnu en time inden jeg pænt får at vide, at det ikke kan lade sig gøre, da jeg ikke har medbragt mit pas. ”Jamen - han sagde…!?” Endelig virker bønnen overfor den opgivende ”niña”. Efter at have sat min signatur på syv til otte forskellige papirer, får jeg endelig mit ansvarspapir, og jeg mangler nu KUN at få lavet nogle legaliserede kopier.

5. besøg kl. 17:30 lige før lukketid

Jeg kommer tilbage til kontoret efter at have stået i kø lige om hjørnet for at få taget fem kopier. ”Niñaen” legaliserer papirerne og mine mange frustrationer får en ende. 

Denne gang tog det heldigvis kun én dag at få overdraget ansvaret. Mange andre ting trækker ud over flere år. Og som ny legal repræsentant må jeg ruste mig til mange flere af slagsen.

I en artikel i Danidas blad, Udvikling, om de Latinamerikanske landes manglende udvikling, lægger Oscar Arias, Nobel-prismodtager og tidligere præsident i Costa Rica, blandt andet vægt på netop det tunge bureaukrati:

”De må reducere antallet af uhensigtsmæssige regulativer, tiltrække investeringer og fremme formidlingen af viden. De må med andre ord forstå, at pragmatisme er den nye universelle ideologi – og at det, som Deng Xiaoping engang udtrykte det, er lige meget om katten er sort eller gul, bare den kan fange mus.”