Jeg har været udsendt på IMCC Ulands Bolivia-projekt i over et halvt år nu, har fundet min plads, mine ansvarsposter og en masse arbejdsopgaver, men endnu fornemmes ingen trummerum eller trivialitet i hverdagen. Arbejdet her føles somme tider mere som at være udsendt på et katastrofekursus eller en stressreaktionsprøve end som projektadministrator. Alt det skrivebordsarbejde vi er her for at lave, må ofte tilsidesættes til fordel for praktiske logistiske løsninger til uforudsete udfordringer.

Jeg har fået posten som legal repræsentant for projektet og derfor er det oftest mig, der klarer legale sager og bureaukratisk bøvl. Det er en udfordring at troppe op som ung udenlandsk kvinde uden erfaringer eller kendskab til myndigheder og love, og blot kaste sig ud i forhandlinger om samfinansiering af projekter til hundredetusinder, skaffe samarbejdsaftaler med ministerier og visa og kørekort til de medudsendte danskere. Bureaukratiet er tungt og langsommeligt, og mange vigtige papirer forsinkes i det uendelige, så andre papirer bliver ugyldige, alt imens funktionærerne på rådhuse og ministerier skiftes ud så hyppigt, at der aldrig rigtig findes nogle erfarne medarbejdere til at rådgive én. Jeg deltager i mange møder, både spontane og planlagte, og oplever en masse forsinkelser og aflysninger i den forbindelse. Optimismen må bevares og smil og høflige gloser holdes oppe, når man allermest har lyst til at løbe skrigende fra mandschauvinistiske skrankepaver.

Hverdagens udfordringer indebærer ligeledes et stort ansvar for medarbejdere og deres arbejdsforhold, som f.eks. et tilfælde, hvor en medarbejder på vej til kursusafholdelse på landet var skredet af grusvejen i en ellers terrængående Landcruiser, væltet rundt på taget og om på siden og landet et par meter nedenfor vejen. I en anden bil måtte jeg og to kollegaer komme ham til undsætning og hive bilen op ad grøften sammen med hjælpsomme landsbyboere. I denne forbindelse måtte jeg yde støtte og krisehjælp til den stærkt berørte medarbejder og de tre kvindelige passagerer, samtidig med, at kurset skulle aflyses og jeg skulle interviewes af den lokale radiostation. Hjemme i San Lucas blev ulykken anmeldt til politiet, som viste sig meget behjælpelige, indtil jeg afviste at betale korruption.

Således bliver vi som arbejdsgivere hurtigt både professionelt og personligt involverede i alvorlige situationer, og jeg har tilmed under mit ophold herude i den ellers så rolige og fredelige landsby San Lucas oplevet to tragiske dødsulykker. Ofrene havde nær relation til vores projekt, idet én var kassebestyrer på rådhuset og udbetalte samfinanciering til vores aktiviteter. Han omkom, da en bil styrtede ned af en bjergvej efter 14 timers forhandling af kommunalbudgettet, som foregik i en fjerntliggende landsby. Ét af ofrene i den anden tragiske ulykke var vores medarbejders femårige søn, der legede med en jævnaldrende legekammerat i en minibus, som af uvisse årsager brød i brand. I begge tilfælde er jeg blevet berørt personligt af de store tragedier, men har også måtte forholde mig praktisk til konsekvenserne af ulykkerne og stå for udlån af bil til afhentning af ofre, omlægning af møder og oplæg samt indkøb af drikkevarer til begravelse.

Det er utroligt som dagene afløser hinanden og tiden flyver af sted med overflod af arbejde og nye udfordringer. Og så er der alt det daglige; os danskere og vores bolivianske medarbejdere, der kæmper om pladserne og computerne på kontoret samt den store koordinering af biler og kurser på landet, som skal afstemmes med veje og adgange til landområderne i højlandets ekstreme vejrskift. Imens kommer folk ofte ind på kontoret og giver hånd og kindkys til alle inden de fremsiger en klagesang og søger vores hjælp eller økonomisk støtte.  IMCC er en vægtig autoritet og medspiller i San Lucas, så både borgmester, hospitalsledelse, advokater, husmoder-håndarbejds-foreninger, byrådsmedlemmer, kogekoner, majsbønder og gymnasieelever henvender sig med alle former for spørgsmål og problemer. Samtidig prøver vi at holde overblik over projektets vidtløftige målsætninger og femårsplaner, lægger strategier og designer aktiviteter til den tredje fase. Det er et helt vildt spændende arbejde, og der er knald på - afløst af totalt afslappende sommerhusstemning i vores dejlige hus med tykke romaner i hængekøjen, kagebagning og stempelkaffe. Jeg kommer meget langt fra hverdagen som medicinstuderende, og arbejdet som udsendt med IMCC Uland er virkelig at prøve kræfter med noget andet.