Som IMCC’er byder hverdagen på mange spændende oplevelser af alle slags. Ofte bliver vi stillet overfor svære situationer og dilemmaer, der kræver klar adskillelse mellem rollerne som IMCC-repræsentant og privatperson.

Det er fredag eftermiddag og jeg sidder og er ved at færdiggøre dagens sidste sager, da en af vores ansatte bliver ringet op og får at vide, at hendes fætter på 18 år lige er død af en svær nyresygdom. Hans tilstand var blevet væsentligt forværret fordi han efter at have voldsomt væskefyldte ben var bragt til en traditionel behandler på landet, der i bedste tro var begyndt at stikke huller i hans ben for at lade væsken sive ud. Drengen  havde som følge af dette fået store betændte sår og blev bragt til hospitalet i byen Sucre, hvor han døde efter en uges indlæggelse.

Denne tragiske episode får mig til at tænke på, hvor vigtigt det er, at de traditionelle behandlere på landet har en forståelse for, hvilke sygdomme og symptomer, der kræver medicinsk lægehjælp og dermed forstår at bruge det vestlige sundhedssystem ved at videresende akutte patienter til sundhedspost og hospital, hvor der er uddannet sundhedspersonale tilstede. Det er netop dette emne, interkulturel sundhed, IMCCs projekt i Bolivia har fokus på via sine kurser på landet, hvor de traditionelle behandlere undervises i symptomer og faresignaler for sygdomme, samt i hvilke situationer, de typisk skal videresende en patient til sundhedspost eller hospital, og ikke selv forsøge at kurere patienten ved at finde svaret i læsningen af kokablade.

Det næste, der sker på kontoret denne fredag eftermiddag er, at en ældre mand kommer ind fra en landsby fem timers gågang fra San Lucas og beder om økonomisk støtte til at købe modermælkserstatning til sit nye lille barnebarn. Situationen er, at hans datter, der lige har født et barn går i skole og ikke vil kunne fortsætte sin skolegang, hvis hun skal amme sit barn hver dag. Med modermælkserstatning vil bedsteforældrene kunne passe barnet mens datteren går i skole, så datteren ikke skal gå ud af skolen med stor risiko for ikke at vende tilbage, som det er tilfældet med mange af kvinderne på landet. Jeg forklarer, at IMCC som organisation ikke kan støtte dette, da vi ikke giver støtte til enkeltpersoner og skal kunne dokumentere vores investeringer i forhold til budget og projektdokument osv., men at jeg som privatperson gerne vil hjælpe. Jeg kan dog ikke give ham modermælkserstatning med til mange måneder, og vil i øvrigt gerne støtte, at barnet får brystmælk, så jeg køber en sutteflaske og en brystpumpe til barnet, for at moderen kan pumpe mælk ud til barnet, så bedsteforældrene kan made det mens hun er i skole.

Efter endt arbejdsdag går jeg tilbage i IMCC-huset, der er tomt, da Helene er gået med en mand, der kort forinden er kommet til os for at bede om hjælp til at betale transporten af hans søn til Sucre, der har en diskusprolaps, og derfor ikke kan gå mere end et par meter pga. smerten. Helene nåede frem til en lerhytte, hvor patienten lå på en halmmadras og tilbød, at vi kunne køre ham til Sucre dagen efter, da vi alligevel havde ærinder derinde. Dermed fungerede IMCC-bilen som ambulance for en dag og fik bragt patienten sikkert til hospitalet.

Lidt efter ringer det på døren og ude i mørket står to ældre mennesker og
vil sælge os friske ferskner. Forvirret over emneskiftet køber jeg et dusin.
Henvendelserne er modsætningsfyldte på denne fredag aften både privat og i IMCC-regi, og kontorarbejde er for IMCC et vidt begreb, der i nogle sammenhænge kan efterlade dybe indtryk.