Det var en stille og rolig fredag, hvor IMCCs kvindegruppe-ansvarlige var begyndt at arrangere hvilke præmier, der skulle deles ud til de årlige sundhedsfestivaler i landsbyerne. De sidste præmier skulle hentes i byen Carmargoet par timer fra San Lucas. Men det der skulle være en hyggelig smuttur, tog hurtigt en helt anden drejning. Her er historien om hverdagen overraskelser i Bolivia.

Det var en stille og rolig fredag, hvor IMCCs kvindegruppe-ansvarlige var begyndt at arrangere hvilke præmier, der skulle deles ud til de årlige sundhedsfestivaler i landsbyerne. Præmier som plastikspande, plastiktallerkener og plastikfade står i høj kurs ude i landsbyerne og da alt dette farvestrålende plastik også kan hjælpe på hygiejnen ved madlavning og i hverdagen generelt, blev det besluttet at årets præmier skulle bestå af plastik med lidt mere plastik og tilhørende skeer til plastiktallerkenerne. De to bolivianske ansvarlige for disse indkøb, Vicky og Elia havde allerede fået anskaffet de fleste ting til festivalerne. Dog manglede de stadig at købe skeer. Derfor gik turen denne fredag eftermiddag til Carmargo, en hyggelig, sub-tropisk by ca. 2 timer væk fra San Lucas, hvor IMCC har sin hovedbase. For en gennemsnits dansker er 2 timer i bil hver vej lidt langt for at købe 30 dusin skeer – men afstandene i Bolivia er så anderledes, at 2 timer hver vej her betegnes som en lille smuttur.

Jeg, Helene, som er udsendt for IMCC Uland tog med på turen for at se Carmargo. Elia, Vicky, Paola (Vickys pige på 3 måneder) og jeg kørte af sted mod Carmargo. Dagen var varm og stemningen rigtig god. Da der havde været nogle politiske uoverensstemmelser i området blev der demonstreret på boliviansk i nabobyen Padcoyo. En boliviansk demonstration er ofte en blokade af centrale punkter i landet. Igennem Padcoyo løber en vigtig hovedvej fra Potosi til byerne Carmargo og Tarija. For at få opmærksomhed fra de øverste myndigheder i La Paz, er denne vej et udsøgt mål for demonstranter, da en blokade i Padcoyo kan sætte tingene helt i stå. Heldigvis er Vicky og Elia godt lokalt kendt, så vi kørte over nogle bjergveje og uden om Padcoyo og de flittige blokadevagter for at komme til Carmargo.

Carmargo er rigtig hyggelig, varm og viser lidt af Bolivias fantastisk mange sider. Min kæreste, Jonas og jeg bor i San Lucas, som ligger 3200 m.o.h. sammen med to andre danske IMCC’ere, Anders og Lærke. San Lucas er et smukt bjergrigt miljø, mens Carmargo viser den mere tropiske og varme side af Bolivia. Markeder med blomster, friskt, lækkert frugt og vin fra de lokal druemarker. Vi shoppede lidt, fandt vores skeer og vendte så snuden hjem mod San Lucas.  Vi ville komme hjem samme aften, så jeg købte en vin til at dele med de 3 andre danskere, der sad hjemme og hyggede sig.

Turen hjem gik fint, vi kørte over de små bjergveje, og kunne se at det lynede og tordnede i det fjerne. En halv time fra San Lucas var der pludselig en kæmpe bunke med sten og jord, der spærrede vejen helt af. Vi kunne umuligt komme forbi. Heldigvis kendte Vicky og Elia en anden bjergvej, men den var også spærret. Dog med knap så meget jord og der skulle mere til at stoppe vores 4-hjulstrukne landcruiser på tøsetur. Men 500 meter længere henne af vejen måtte vi give op. Vejen var spærret med en gigantisk bunke med sten og jord. På den ene side af vejen gik bjergsiden lodret ned, og på den anden side rejste bjerget sig lodret mod himlen. Dette var mere end hvad både landcruiseren og vi kunne klare. Vi måtte ud på den store vej igen og vi nærmede os Padcoyo, hvor den store blokade fandt sted.

Gade i La Paz

Klokken var blevet rigtig mange og der var ikke andet at gøre end at forsøge at overtale blokade-folkene til, at vi, IMCC, en organisation der arbejder for og med landbefolkningen skulle lukkes igennem. Vi ville sige, at vi kom fra Pirhuani, en lille landsby langt ude på landet, hvor vi havde afleveret præmier til en sundhedsfestival, for ikke at afsløre at vi havde på tøsetur i Carmargo for at købe vin, frugt og skeer.

Området ved hovedvejen var fyldt med bønder, der lå og sov alle steder. På vejen. Foran huse. Overalt! Det var ikke kun mennesker fra nærområdet, men også politiske engagerede udefra. Der har før været problemer med, at denne slags blokader har været meget USA-fjendtlige, og hvis blokadestemningen bliver til lynchstemning, kan det være direkte farlige for en hvid person, som mig, da jeg også ville blive set som amerikaner. Jeg gemte mig derfor i bilen, mens Vicky og Elia med lille Paola gik ud for at tale med blokade-folket og finde en telefon for at ringe til de tre ventende danskere i San Lucas. Som en del af blokaden havde de også skåret telefonledningen over, og det var derfor ikke muligt at organisere en bil på den anden side af blokaden. Mens kvinderne ledte efter udveje i den lille by med de mange mennesker, sad jeg sammenklemt på forsædet i den mørke bil. Mens jeg sad og kiggede ud af forruden kom omkring 20 mænd, alle med træbat i hånden, pludselig gående mod bilen. De begyndte at lyse ind i bilen med lommelygter og opdagede mig hurtigt på forsædet, de bankede på vinduerne og råbte, at jeg skulle åbne døren. Min puls var meget tæt på max., og jeg begyndte at spørge, hvad de ville.

Politisk opbakning

Heldigvis havde Elia og Vicky set gruppen bevæge sig hen mod bilen og var kommet tilbage for at forklare og forsvare. Vicky forklarede, at vi havde et lille barn, som vi skulle hjem til San Lucas med, da vi ikke havde mælk til pigen. Til det svarede de, at de da havde et par koner, der lige havde født, og de havde rigeligt mælk til endnu et barn. Der var ingen måde, vi kunne komme videre til San Lucas på og Elia fik fat i sundhedshjælperen på den lokale sundhedspost.

Vi kørte uden lys på bilen væk fra vejen, bag om nogle huse og hen foran sundhedsposten. Vores hvide NGO-biler kan godt forveksles med de ambulancer, der er i området. Så den skulle nok få lov til at stå i fred der. Sundhedshjælperen gav os sin eneste sengestue med to senge til deling og der kunne vi så få 3 timers søvn tæt sammen, før vi stod op for at snige os uden om blokaden i morgenskumringen, hvor blokadevagterne sov og dagholdet i var endnu ikke ankommet. Mindst 100 lastbiler stod parkeret, fanget i blokaden og vi ”listede” den hvide landcruiser forbi. Elia og Vicky kendte nemlig et smuthul, hvor vi kun skulle over en vandkanal for så at komme ned i floden, som førte videre til vejen mod San Lucas.

Der var lagt 2 tynde brædder over vandkanalen og forsigtigt trillede vi den tons tunge bil ud på brædderne for at komme over på den anden side, over til friheden mod San Lucas. Et knæk, to knæk og med et hang bilens højre forhjul og dinglede frit i luften over vandkanalen. Brættet var knækket under presset fra den tunge bil.

Vi stoppede. Paola græd, mens Vicky og jeg arbejdede det hurtigste vi havde lært med at få understøttet bilen med brædder og store sten. Vi fik forhjulet op. Nu stod bilen så med baghjulene på den ene side af graven og forhjulene på den anden side. Vandgraven var halvanden meter bred og halvanden meter dyb, foret med sten. Ikke noget særligt, men samtidigt nok til at bilen kunne sidde alvorligt fast og gå i stykker.

Vi fik forsigtigt baghjulene med over den improviserede bro og efter en tur igennem floden kom vi sikkert op på vejen mod San Lucas. Med tre store og en lille meget trætte IMCC’ere kørte bilen op foran huset i San Lucas kl. 7.30 om morgenen. Præmierne til festivalerne var komplette, og vi fik et meget varmt gensyn med de meget nervøse danskere, der havde ventet i uvished hele natten i San Lucas.

Og vinen – den har vi stadig til gode.