Solen skinner hårdt fra en skyfri himmel. Jeg sidder ved bålstedet og passer gryden med ris, eller det vil sige – prøver på. Kogekonerne her er så trænet i at lave mad på bål, at jeg er den rene amatør i forhold til dem.

Der er larm fra skolen i Tambo K’asa. En mand har lige jagtet en gris ud af indgangen. To drenge løber og leder efter papir i skraldet på skrænten foran skolen. Også  fra kirken strømmer lydene ud. Det er der IMCC holder deres månedlige kvindekursus i byen. Ca. 20 kvinder sidder på kirkegulvet, med deres børn på ryggen og i favnen, mens Elia, IMCC’s ansatte, fortæller  om vigtigheden af, at deres børn får vacciner. Jeg ved ikke helt, om de forstår det.

Kirken i Tambo K'asa

Kvinder uden overskud

Vi ved, at mange af personerne, som bor i landsbyerne rundt omkring skyder oprindelsen af de fleste sygdomme på forskrækkelse af sjælen eller skiftende held. En sygdomsopfattelse, der er svær at forene med vaccinationer mod børnesygdomme.

Jeg har lige haft et møde med sundhedsarbejderen på den lokale sundhedspost. Han forklarede om de store problemer, der er med fejlernæring i området, og hvor svært han har ved at nå ud til kvinderne.

Tambo K'asa

Store problemer med mandchauvinisme og vold i familierne gør det bestemt ikke nemmere. Mange af kvinderne er undertrykte, fejlernæret, analfabeter og bærer måske på deres barn nr. 8, mens vi forventer, at de skal lære en masse nye ting om hygiejne, børnesundhed med videre.

Danmark kan hjælpe - Skal

Jeg forstår godt hvorfor, at de ikke har så meget energi, og hvorfor at tingene tager så lang tid at ændre. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at vi måske burde tage fat et helt andet sted. Egentlig flere steder. Her er masser af problemer, og hvor er det bedst at starte? Vores projektperiode slutter i 2011 og Udenrigsministeriet og den danske regering er ikke meget for at give os mere tid her i Tambo K’asa, og de andre steder IMCC arbejder. Det er ikke nemt at forstå, når man sidder her. Når man kan se børn og voksne med hoste, rander under øjnene og klare tegn på fejlernæring. Grise der skider ved vandposten, og samtidig lige har snakket med en frustreret sundhedshjælper, som siger, at problemerne er mindst ligeså slemme i landsbyerne omkring Tambo K’asa, hvor der hverken er vej eller sundhedspost.

Inde i kirken er lugten af urin umulig at undgå, børnene tisser på skift på kirkegulvet og mødrene opdager det knapt nok. En våd linie af urin spreder sig efter et kravlende barn. Et andet barn sætter sig i urinsporet. Børnenes helt normale vilkår på landet i Bolivia, Tambo K’asa, er vilkår , hvor man i Danmark uden tvivl ville tage børnene fra forældrene på grund af misrøgt. Ikke fordi at børnene ikke er elsket i Tambo K’asa, men fordi mødrene ikke har overskuddet til at pleje dem, som det forventes at gøre for at have et barn i Danmark.