Selvom meget af danskerne fra IMCC Bolivias arbejde foregår på kontoret i San Lucas, så er IMCC’s egentlige arbejde ude i de små landsbyer rundt om San Lucas, hvor vi underviser landbefolkningen i sundhed. Undervisningen varetages af vores lokale ansatte, dels for at styrke bæredygtigheden og dels fordi landbefolkningen ofte kun taler det indianske sprog quechua.

Alligevel tager vi ofte med på landet. Dels for at holde os opdateret på kursernes tilstand, men ofte også fordi vores ene ansatte Elia ikke kan køre den lange tur alene. Hun har kun haft kørekort i meget kort tid og kan derfor ikke klare de ikke altid let fremkommelige bjergveje. Dette bragte derfor Helene og jeg til landsbyen Pirhuani, der ligger 4 timers kørsel efterfulgt af to timers gang fra San Lucas.

I bunden ligger Pirhuani

Kaotisk optakt

En af de ting der halter gevaldigt efter i Bolivia ud over sundhedsforholdene er kommunikation. I store dele af landet findes der ingen mobil dækning, og det kan derfor være svært at tjekke op på tvivlsspørgsmål, nar de opstår. Dette faktum var også stærkt medvirkende til at optakten til vores besøg i Pirhuani blev temmelig rodet.

Vi troede nemlig, at Elia havde taget fejl af datoerne for sit kursus, så hun var på besøg hos sin familie og ikke i San Lucas klar til at tage af sted på kursus. Nu er det som sagt bare sådan, at man ikke bare lige kan ringe ud til landsbyerne og fortælle, at man bliver en dag forsinket. Der er i alle landsbyerne, hvor vi arbejder en sundhedspost, der er udstyret med en VHF-radio, og ganske få steder findes der også en telefonlinje som landsbyen deler. Så kontakten ud til landsbyen foregår ved, at man fra hospitalet i San Lucas kalder over radioen og håber på, at der er plads på frekvensen, at solcellebatteriet ude på posten er ladet op, så radioen virker og så selvfølgelig, at der er nogen, der hører opkaldet. Denne gang lykkedes det ikke, at få fat i posten, så der var ikke andet at gøre en at sende en fortrop af sted den næste dag uden Elia, som jo egentlig skulle stå for afholdelsen af kurset. Grunden til, at dette er nødvendigt er, at mange kursusdeltagere på landet har gået langt for at komme til kurset, og hvis der så ikke er IMCC’ere tilstede når de ankommer, vender de om og går hjem igen, hvorved kurset går i vasken.

Her slutter vejen

Derfor pakkede vi tidligt næste morgen en bil med mad, kogekone og syerske, samt de fire IMCC’ere; Anders, Lærke, Helene og jeg. Planen var så at køre så langt vejen tillod, sætte Anders, Lærke, kogekone og syerske af og derefter køre tilbage til San Lucas for dagen efter at vende tilbage med Elia.

Det skal også lige med at, når der tales om vejen til Pirhuani, så er det i virkeligheden et smalt hjulspor, på bjergsiden, og der var da også med en smule svedige håndflader, at jeg fik bugseret den store bil op og ned af bjerget igen. Nogle steder er svingene så skarpe, at man er nødt til at bakke frem og tilbage for at komme rundt i dem, samtidig med, at de har en stigningsprocent, der får Alpe d’Heuz til at ligne en dansk bakketop. Men det lykkedes altså, og Lærke og Anders nåede sikker ned til Pirhuani, så de var klar til at modtage kursusdeltagerne, og Helene og jeg nåede sikkert tilbage til San Lucas igen.

Fremskridt på flere fronter

Udviklingens mange aspekter går i hånd. Infrastruktur, kommunikation og sundhed er tæt forbundne i kampen for at forbedre forholdene og mulighederne for landsbefolkning. Det er planen, at man meget snart skal kunne køre hele vejen ned til Pirhuani i bil, og derfor er der en bulldozer, der lystet buldrer af sted på bjergsiden akkompagneret af dynamit og kæmpe hakkemaskiner. Man stopper derfor bare bilen, der hvor vejen er nået til og går så det sidste stykke ned i dalen, hvor landsbyen ligger. Det gjorde vi så den næste dag, da vi sammen med Elia igen satte kursen mod Pirhuani. Her kunne vi dog konstatere, at vejarbejderne var tvunget til en ufrivillig pause i arbejdet. Alle mændene fra nabolandsbyen, havde valgt at blokere arbejdet i protest mod, at vejen ikke kommer først til deres landsby. Rent praktisk foregik det ved, at der sad omkring hundrede mænd med korslagte arme og blomster i hatten på den bakketop, som vejen var på vej henover. Hvorfor? tænker en dansker, men det er altså den måde man ytrer sig på i Bolivia, hvor det ikke er sjældent, at ens planer må ændres på grund af blokader.

Utrolig primitivt

Sundhedsposten i Pirhuani

Det var spændende at følge undervisningen i landsbyen, men det største var nok at se, hvor primitive forhold der findes der, hvor IMCC arbejder. Landsbyen ligner en middelalderlandsby, og der findes stort set ingen af de ting, som vi tager som selvfølger i vores hverdag. Dog er sundhedsposten indrettet i et fint pudset hus med rigtig tag og tilhørende vandpost og toilet. Problemet er bare at ingen bruger toilettet, folk drikker parasitinficeret vand, ingen vasker hænder og børnene sutter på de sten, som forældrene tørre dem i bagdelen med, når de har lavet bummelum. Derfor er der selvfølgelig virkelig brug for oplysning og vejledning, og det var på den måde også rart at se, at vores arbejde har en berettigelse herovre, og vi ikke blot er eventyrturister på Danidas regning.

Primitive vandhaner

Det at se quechua-talende cholitaer(traditionelt klædte kvinder) vaske hænder under vandhaner konstrueret af halvanden liters flasker giver troen på at sundheden kan forbedres på landet, og at landbefolkningen tager undervisningen til sig. På grund af et meget beskedent fremmøde, der primært skyldtes at kursusdeltagerne fra de omkringliggende vejhungrende landsbyer, netop på grund af kravet om vejen, havde boykottet, blev kurset kortet ned til en enkelt dag. Vi fik derfor kun en enkelt overnatning, inden vi ud på eftermiddagen satte kursen op ad bjerget mod bilen igen. En hård gåtur senere kunne vi sættes os ind i den varme bil og vente på muldyrene, der var på vej op med alle de tunge ting.

Freden blev dog brudt, da en lille mand i kedeldragt kom løbende hen til bilen og sagde, at nu skulle vi altså køre for, de var i gang med at sprænge med dynamit lidt længere nede. Da vi lidt paniske konstaterede overfor ham, at vi havde to muldyr og to bærere gående lidt længere nede, skiftede hans ansigtsudtryk til en lidt bekymret mine, hvorefter han råbte ud i mørket, at de skulle vente med at sprænge. Ordene blev dog midt i sætningen overdøvet af en eksplosion efterfulgt af lyden af sten, der rullede ned af bjerget. De efterfølgende sprængninger blev dog indstillet, og så kunne vi ellers stå og vente på livstegn fra dalen. Heldigvis var der ikke sket noget, så muldyrene nåede sikkert frem med alle mand en halv time senere, så vi kunne sætte snuden hjemad efter et par begivenhedsrige dage på landet.