Dan Turèll beskrev sit Vesterbro på en måde, så de fleste, der har læst krimierne om hans navnløse journalist og antihelt, kan beskrive steder og personer fra bøgerne i detaljer. De hæsblæsende krimier bliver udrullet med Turèlls fantastiske evne til at gengive, så læseren føler sig som en flue på væggen, mens billederne bliver indprentet i hukommelsen, og kun langsomt viskes væk igen.

Hvis Dan Turèll stadig havde været iblandt os og ved en kæmpe misforståelse havde forvildet sig så langt væk fra den højt skattede stenbro, at han havnede i den øde afkrog af Bolivia, som San Lucas er. Er jeg sikker på, at han ville kunne spejle stedet, så en eventuel læser hårdnakket ville påstå, at der var tale om fiktion.

Tilbage til fremtiden

Et blik på avenidaen

En observation af avenidaen i San Lucas fortæller en del af historien om en by, hvor fortid, nutid og fremtid er mikset sammen i en absurd blanding. En blanding der ofte fremtvinger en lyst til at knibe sig selv i armen med det simple formål at få vished for, at det rent faktisk er virkeligheden, der passerer forbi ens øjne i et øjeblik. Og det er øjeblikkene, der gør det største indtryk.

Når en alt for lille bolivianer kommer drønende forbi på en alt for stor crossmotorcykel, jagtet af et firbenet gadekryds, med en stamtavle, der både indeholder schæfer og gravhund. Eller når tre køer kommer spadserende i den ene vejbane efterfulgt af en hyrde, der jævnligt dasker dem bagi med en vissen pind for at signalere, hvilken retning de skal gå. Ordet vejbane er måske i virkeligheden en overdrivelse. Avenidaen er en grusvej, der er adskilt af en midterrabat. Men det ser ud som om, at dem der har været i gang med at bygge den, pludselig er kommet i tanke om, at de havde andre gøremål, og derfor har smidt, hvad de havde i hænderne og forladt arbejdet. Flere steder ligger der store grusbunker, og manglende kloakdæksler afslører livsfarlige huller for uopmærksomme nattevandrere. Midterrabatten mangler den bevoksning, der helt sikker er tiltænkt, men aldrig er nået frem, og man kan kun gisne om, hvad der er sket med de træer, som var tiltænkt San Lucas borgere. Måske er pengene forsvundet, måske er lastbilen gået i stykker på vejen, og træerne visnet væk på en bjergside fordi chaufføren ikke havde noget reservehjul. Men det kan også sagtens tænke, at den ansvarlige for indkøb af træer simpelthen har glemt, at vedkommende var ansvarlig og derfor aldrig har fået dem bestilt. Mens tankerne cirkler om den ufærdige avenida kommer Aniceto, en tidligere boliviansk IMCC-ansat gående på modsatte side af vejen. Mod øret trykker han en lille transitstorradio, hvorfra den lokale Quetcha radiostation, Radio Aclo, strømmer ud. For en dansker er ordene uforståelige, men for mange af indbyggerne i Chuquisaca distriktet er det den vigtigste kilde til information om, hvad der rør sig omkring dem. Et talerør til en befolkning, der for størstepartens vedkommende ikke bor i et område med hverken mobildækning, internet eller aviser. Så den lokale radiostation er den eneste måde at sprede nyheder, forestående arrangementer og andre vigtige informationer på.

Lidt efter er Aniceto forsvundet, og gaden ligger igen øde hen. En lastbil rasler forbi. Skiltet på taget afslører, at den oprindelig er af norsk oprindelse, og tidligere har tilhørt en nordisk entreprenør. Da støvet har lagt sig kommer tre æsler traskende sammen med deres ejer, der kigger op og smiler til den lille danske koloni, der iagttager.

Det er øjeblikke som disse, der gør San Lucas til noget helt specielt for de IMCC’ere, der er heldige, at blive udvalgt til 14 måneders udsendelse i Bolivia. Sammen med vores medudsendte, de ansatte på projektet og alle de mennesker vi daglig har kontakt med får det oplevelsen til at vokse dag for dag.